U20-VM: VILD VENDING OG DANSK SEJR på 5-4

Det danske U20-landshold har i de seneste fire VM-sæsoner haft det med at finde noget specielt frem, når det virkelig gælder.

Her til aften gravede et afbudsramt dansk mandskab de absolut sidste ressourcer frem i slutfasen, hvor Andreas Grundtvig blev matchvinder med blot 15 sekunder igen.

Danmark vandt dermed 5-4 over Hviderusland og fører 1-0 i bedst af tre-serien mellem de to mandskaber.

Grundtvig skød fra en spids vinkel og pucken gled gennem benene på den hviderussiske målmand, der ikke så alt for godt ud på det vigtige tidspunkt.

Blot 34 sekunder før tid havde Joachim Blichfeld udlignet for Danmark, der ellers var helt nede i sækken mod et solidt hviderussisk hold, der førte 4-2 indtil der manglede 11 minutter og så ud til at være i fuld kontrol af kampen.

Samme Blichfeld var manden, der gav Danmark håb i tiden 49:04 med sin reducering til 3-4.

Her på sitet havde vi efterlyst, at angriberne viste målfarlighed, når chancerne bød sig, og at topspillerne trådte frem. Det gjorde Blichfeld, da han konverterede en glimrende dribletur til en vigtig reducering.

Alt håb så ellers ud til at være ude for danskerne efter en kamp, hvor de rød-hvide fik den perfekte start med to scoringer i første periode.

Altid fremragende Jonas Røndbjerg og Rødovres unge komet Philip Schultz satte to scoringer på under et minut, og Danmark havde kampen i sin hule hånd med muligheden for at vente på modstanderen og arbejde sig til kontrastød.

En hurtig reducering i anden periode af Ilya Litvinov i undertal efter dansk fummel ændrede dog ved det billede, og Hviderusland udlignede midt i anden periode og derefter overtog østeuropæerne stille og roligt begivenhederne.

Malte Setkov så ikke alt for godt ud ved Hvideruslands 3-2-mål, og med 4-2 i powerplay i tiden 48:30 havde hviderusserne kampen i den hule hånd.

Intet så ud til at kunne vende matchen, lige indtil Joachim Blichfeld tog fat og påbegyndte et stort dansk comeback.

Et kæmpe skud selvtillid til Danmark, der altså manglede både Christian Wejse, Nicolaj Krag-Christensen og Jacob Schmidt-Svejstrup i aften.

Kamp to spilles torsdag klokken 18 dansk tid. Med solidt rødt-hvidt udgangspunkt.