U20-VM: Svenskerne sendt hjem af Schweiz, USA videre

Schweiz er en faktor, man skal regne med i international ishockey. Det har alpelandet for længst bevist i løbet af de seneste mange sæsoner på både senior- og til dels også juniorplan, og i sidste sæson husker de fleste formentlig, hvordan schweizerne kun var en omgang straffeslag fra at vinde VM i Danmark hos seniorerne.

Det var mod Sverige, og sent i aftes dansk tid fik Schweiz en bittersød revanche via nationens U20-mandskab, der slog de svenske favoritter med 2-0 i den første kvartfinale, der blev spillet i Victoria. 

Schweizerne spillede en nydelig omgang ishockey, og det var slet ikke ufortjent, at Yannick Brüschweiler overlistede den svenske målmand Samuel Ersson i første periode, og at Luca Wyss scorede 2-0’eren i anden periode. I tredje periode fik Sverige tempoet op, men det samme gjorde Schweiz-målmand Luca Hollenstein, der var den klassiske “levende mur”, da det først gjaldt. 

Dermed er schweizerne videre til en yderst uventet semifinale-konstellation mod Finland, mens svenskerne rejser hjem i stor skuffelse. Finalepladsen og sølvet i fjor er konverteret til ingenting i denne sæson. 

USA vandt 3-1 over Tjekkiet og tog dermed sin favoritværdighed. Rusland er også – i skrivende stund – på vej mod semifinalen, og med en 5-0-føring over Slovakiet dybt inde i anden periode, tør vi godt slå fast, at russerne er klar til klassikeren mod USA i kampen om en finaleplads. 

Her jubler schweizerne efter 2-0-sejren over Sverige.