U20-VM: Sådan spilles kvartfinalen mod Rusland

Danmark skal for andet år i træk spille kvartfinale ved U20-VM. I år er modstanderen Rusland, som gik ubesejret gennem gruppespillet og vandt Gruppe B.

Ung-løvernes kamp mod den russiske bjørn spilles lørdag klokken 13. Kampen spilles i Hartwall Arena i Helsinki, som normalt lægger is til den finske KHL-klub Jokerits hjemmekampe. Kampen kan ses direkte på TV 2 Sport, og som opvarmning til kampen kan du se Danmarks opgør mod Canada, Sverige og USA, som sendes på kanalen fra lørdag morgen.

Danmark spillede sine indledende kampe i Gruppe A i Helsinki Ice Hall, så da den sidste gruppekamp mod USA var færdigspillet, måtte de danske materialefolk pakke og fragte alt grej til Hartwall Arena, før de kunne fejre nytår med resten af holdet.