U20-VM: Nådesløse USA slog Danmark 9-0

Foto: Jan Korsgaard

På forhånd lignede det næsten en umulig opgave for det danske U20-landshold i nattens kamp mod USA, de forsvarende verdensmestre og et af de absolutte favorithold ved VM – og oven i købet hjemmehold – så det kom ikke som nogen overraskelse, at amerikanerne vandt.

Allerede efter fem minutter havde amerikanerne scoret to gange. Det var Max Jones, første runde draft pick for Anaheim i 2016 og Joachim Blichfelds holdkammerat i Portland Winterhawks, Kieffer Bellows, der satte de to første kasser for USA.

Dermed fik favoritterne tidligt skudt hul på den danske defensiv, der var på overarbejde fra begyndelsen af kampen. USA scorede yderligere tre gange i første periode og havde altså reelt afgjort kampen efter 20 minutter.

Kasper Krog fik lov at blive i buret i de midterste 20 minutter, hvor amerikanerne satte yderligere to scoringer. 7-0 efter anden periode og spilletid til Emil Gransøe, der fik tredje periode i det danske bur.

Han kunne ikke forhindre Andrew Peeke og Dylan Samberg i at sætte de sidste to kasser i en kamp, hvor skudstatistikken 36-17 i amerikansk favør trods alt vidnede om, at Danmark var på besøg i den amerikanske zone nu og da.

Malte Setkov spillede mest for Danmark med 21:45 minutter på isen, mens David Madsen og Jacob Schmidt-Svejstrup noterede mest spilletid af angriberne med knap 18 minutter til hver.