U20-VM: Kristensen eller Christensen? Dansk trøjebrøler rettes til i aften

Foto: TV 2 Sport (screenshot)

Det danske U20-landshold tog søndag hul på årets U20-VM i Finland med en fornem 2-1-sejr over Schweiz. Hele holdet leverede en fantastisk præstation, men for en af de danske spillere var der små skår i glæden. Hans efternavn var nemlig stavet forkert bag på trøjen.

Rødovre Mighty Bulls-forwarden Emil Oliver Christensen spillede stærkt i den danske fjerdekæde, og han var også inde i slutfasen, hvor Danmark til tider var under belejring i egen zone, da Schweiz jagtede udligningen. Bag på den 19-årige centers trøje stod et stort nummer 28, og over det “Kristensen”.

– Jeg ved ikke lige, hvor det er gået galt. Jeg snakkede med Claus Fonnesbech (team leader red.) omkring det, da jeg så, det også stod med “K” på udtagelsen, og han fik rettet det alle de steder, det skulle rettes. Jeg ved ikke, om de fik en gammel liste over spillerne eller hvordan, men Claus arbejder på at få det rettet, fortæller Emil Oliver Christensen om trøjebrøleren til FACEOFF-online.dk.

Emil Oliver Christensens efternavn begynder med “Ch”, men hvad der ligger til grund for smutteren vides ikke. Måske er Rødovre-spilleren blevet forvekslet med sin navnebror Emil Kristensen fra Rögle, som spiller med nummer 28 på seniorlandsholdet?

– Det er nok et udtryk for, at systemer ikke altid taler så godt sammen. For han er med C på alle officielle lister, men trøjerne produceres et godt stykke tid før VM, siger team leader Claus Fonnesbech Christensen om navneproblematikken.

Et forkert forbogstav i efternavnet kunne dog ikke ødelægge Emil Oliver Christensens aften i Helsinki Ice Hall, hvor den livsvigtige sejr over Schweiz giver Danmark gode muligheder for videre avancement i turneringen.

– Alle drengene er 100 procent committed, så det var en rigtig fed kamp at spille! Vi følger den plan, Olaf og trænerteamet har lagt for os, hvor vi er gode omkring eget mål og får lukket midten af banen ned. Og det bærer jo så en sejr med sig.

– Det var selvfølgelig helt vildt stort, vi kunne vinde over Schweiz i ordinær tid, og det højner vores chancer for en kvartfinaleplads, da Schweiz nu skal ud at hente fire point i de resterende kampe, siger Emil Oliver Christensen til FACEOFF-online.dk.

Mandag aften venter der det danske hold endnu stærkere modstand, når holdet står over for Canada, som har flere NHL-spillere, og et stort kuld af kommende NHL-spillere på holdet.

– Canada er jo altid det hold, som man har set køre rundt med andre, når man har set VM, så jeg glæder mig meget til at spille mod dem. Selvom det er et rigtig godt hold, skal vi fortsætte vores gode spil og måske endda se, om vi kan øge niveauet, siger Emil Oliver Christensen om aftenens modstander.

Og formentlig får han en rettet trøje klar til Canada:

– Modsat til et senior-VM så er der ikke en dedikeret systue omkring VM – så vi har i første omgang måtte smide alle ressourcer ind på at få lavet trøje nummer 15 og 24 klar (andre navne end de forventede) og mangler for eksempel stadig trøje nummer 24 i rød, som vi spiller i i aften, forklarer Claus Fonnesbech.

– Faktisk er det så lavpraktisk, at den finske koordinator i Helsinki Ice Hall har medbragt sin symaskine for at hjælpe med at løse opgaven med det manglende navn på trøje 24 – og samtidig arbejdes der på at finde bogstaver i sort og hvid til at skrive “Christensen”, siger han.

Kampen mod Canada kan ses direkte på TV 2 Play, og du kan selvfølgelig læse meget mere om opgøret her på FACEOFF-online.dk, hvor vi følger U20-VM tæt.