U20-VM: Blichfeld “slap med” piskesmæld

Det var skræksekunder midt i anden periode i kampen mellem Danmark og Hviderusland, da Joachim Blichfeld lå 10-12 minutter uden at bevæge sig på isen i KeyBank Center i Buffalo, omgivet af læger og hjælpere, der til sidst fik den danske angriber lagt på en båre, hvorefter han blev kørt ud.

Efter en hviderussisk tackling, der blev sat på helt forkert afstand af banden, ramlede Blichfeld med hovedet forrest ind i banden, og det så grimt ud.

Heldigvis kunne den danske trup efter kampen glæde sig over de første meldinger fra holdkammeraten, der også gav “thumbs up” på vejen ud.

– Joachim Blichfeld er fortsat til undersøgelse på hospitalet, men de første undersøgelser viser heldigvis ikke tegn på skade. Der venter dog både røntgen og en scanning endnu inden de frigiver ham, skrev ishockeylandsholdets Facebook-side fra Buffalo her i timerne efter kampen.

Her til formiddag dansk tid har Faceoff.dk været i kontakt med den danske lejr, og herfra forlyder det nu nærmere om Blichfeld, der er sluppet for hjernerystelse

Til gengæld skal frederikshavneren gå med nakkekrave de kommende dage, og er blevet ramt af et såkaldt piskesmæld, der altså betyder, at man har fået en læsion omkring halshvirvelsøjlen. Hvor slemme følger et piskesmæld kan få, varierer som bekendt i hvert enkelt tilfælde.