U20-VM: Forslåede danskere klar til kval-brag

Det blev 1-5 mod Slovakiet i nat for det danske U20-landshold, der faktisk havde gode muligheder i anden periode, hvor de mødte en storspillende Roman Durny i modstandernes mål.

I tredje periode var der til gengæld ikke meget at hente efter Slovakiets to hurtige mål, der forhindrede en dansk slutforcering. Den opgave var simpelthen for stor. Nu gælder det to eller tre kvalkampe mod Hviderusland.

Serien begynder i morgen klokken 20 dansk tid, og det kan blive uden Nikolaj Krag-Christensen.

Landsholdets Facebookside skriver følgende om kampen.

Ingen champagne-hockey i Buffalo i aften, hvor Slovakkerne havde overtaget i 3. periode efter en kamp, hvor vi startede solidt, men måtte bøje os godt halvvejs igennem kampen.

Facit efter det indledende gruppespil er derfor, at vi vi for første gang siden World Juniors 2015 ikke skal i en kvartfinale i det nye år. I stedet venter en vanvittig bedst-af-3 serie mod Hviderusland og vores video-team er derfor allerede i gang med at granske deres 4 kampe i det indledende gruppespil

Desværre måtte Nikolaj Krag-Christensen udgå med symptomer på hjernerystelse og er pt. til observation – og lige nu hviler der en meget tung stemning i omklædningsrummet – en stemning, som måske bliver det allervigtigste at få vendt inden de kommende kampe.

2018 begynder med en kort træning og fokus på nedrykningskampene i form af samtaler og video – og restitution; vi får brug for alle mand og alle kræfter i de kommende kampe – og skal være klar til at give den max. gas den 2. januar kl. 20.00 dansk tid.