U20-VM: Finland og USA mødes i finalen

© iShoot.dk

Schweiz slog sensationelt Sverige ud af Junior 20-VM med en sejr på 2-0 i kvartfinalen.

Derfor var optimismen gigantisk hos schweizerne før semifinalen mod Finland, men hold op, hvor blev den hurtigt dræbt igen.

Finnerne var koncentrerede, motiverede og skarpe og førte 4-0 allerede, da der var gået små otte minutter af kampen.

Henri Jokiharju scorede 4-0’eren og fremprovokerede dermed en udskifning af den ellers så stærke målmand hos Schweiz, Luca Hollenstein.

Resten af kampen var cruise control og Finland vandt 6-1. 

Dermed er finnerne klar til finalen mod USA, der i hård og fysisk fight slog Rusland med 2-1. 

Russerne pressede stenhårdt på i slutfasen, men amerikanerne holdt fast den 2-0-føring, de havde skaffet sig allerede i begyndelsen af anden periode, da Alexander Chmelevski scorede amerikanernes andet mål. 

Der var russisk reducering – også i anden periode – ved Grigori Denisenko, men det var altså ikke nok for et hold russere, der var sønderknuste efter kampen.

Nu må de nøjes med bronzekamp mod Schweiz i aften, mens USA og Finland over midnat dansk tid gør op om guldet.