U20 VM får stadionkamp

Der venter to af de 10 deltagende hold ved 2018-udgaven af U20 VM noget af en oplevelse. IIHF har bekræftet de florerende rygter om, at U20 VM i 2018 vil få en udendørs kamp på Ralph Wilson Stadium i Buffalo, USA.

– Det er en fornøjelse, at U20 VM vender tilbage til Buffalo. Da sidste turnering blev afholdt her i 2011 generede det en massiv opbakning, så vi er spændte på arrangørernes planer om at holde en udendørs kamp som en del af turneringen, siger IIHF-præsident Rene Fasel.

– Det er første gang nogensinde, at vi spiller sådan en kamp som en del af U20 VM, og en udendørs ishockeykamp på Ralph Wilson Stadium vil uden tvivl blive en mindeværdig affære, siger IIHF-præsidenten.

Ralph Wilson Stadium er normalt hjemmebane for NFL-holdet Buffalo Bills og rummede i 2008 NHL Winter Classic-opgøret mellem Buffalo Sabres og Pittsburgh Penguins. Kampen blev overværet af 71.217 tilskuere.

I 2010 bød A-VM også på en udendørs kamp, da Tyskland og USA tørnede sammen i åbningskampen, der blev spillet foran 77.803 tilskuere i Gelsenkirchen.