U20-VM: Drama endte i finsk triumf

Der var drama for alle pengene og mere til, da finalen ved årets U20-VM blev spillet tirsdag aften. Hjemme i Hartwall Arena skulle Finland forsøge at tage guldet i en kamp mod Rusland. Det lykkedes, men der var nok ikke mange lange negle tilbage på hjemmepublikummets fingre, da Kasperi Kapanen med målet til 4-3 sikrede Finland guldet i overtiden.

Russerne dominerede i første periode, og Danmarks onde ånd, Vladislav Kamenev, bragte Rusland foran med et powerplaymål efter små fem minutters spil. Resten af perioden forløb uden scoringer, og det samme gjorde anden periode trods stort finsk overtag. Værterne vandt skudstatistikken med 9-2 i midterperioden, men fik ikke passeret Alexander Georgiev i det russiske mål.

Det lykkedes til gengæld finnerne at få hul på bylden i tredje periode, hvor værterne scorede hele tre gange og kun var få sekunder fra at kunne hæve VM-trofæet. Den finske topkæde med Patrik Laine, Sebastian Aho og Jesse Puljujärvi, som har været en stor oplevelse i hele turneringen, vågnede for alvor i kampens sidste 20 minutter.

Laine udlignede til 1-1 bare 24 sekunder inde i tredje periode efter forarbejde fra sine to legekammerater. Russerne svarede igen godt et minut senere, men ti minutter før tid udlignede U20-VM’s bedste kæde nok en gang for Finland. Denne gang var Sebastian Aho målscoreren med Puljujärvi og Laine som oplæggere.

Rusland havde problemer med disciplinen i slutfasen, og det kostede to minutter og ni sekunder før tid, hvor Mikko Rantanen sendte Finland på kurs mod guldmedaljerne med sit powerplaymål til 3-2. Scoringen fik russernes kaptajn Kamenev til at tabe hovedet, og han blev idømt en game misconduct for usportslig optræden.

Kamenevs holdkammerater gav dog ikke op, og med målmanden ude lykkedes det russerne at presse på til sidst. Med bare seks sekunder tilbage på uret fik Andrei Svetlakov pucken i mål for anden gang i kampen, og han tvang dermed opgøret ud i overtid, få sekunder før champagnepropperne var sprunget i Hartwall Arena.

Champagnen skulle dog ikke ligge ret længe på køl, før der blev brug for den. Halvandet minut inde i overtiden sendte AHL-spilleren Kasperi Kapanen gummiskiven i mål, og så var den finske sejr en realitet. Marginalerne var ikke længere med russerne – Finland blev U20-verdensmestre.

Finnerne kunne derfor lade sig hylde af hjemmepublikummet. Værtsnationen har spillet en fremragende turnering, og holdets vej til guldmedaljerne har bestemt ikke været nem. I kvartfinalen slog holdet favoritterne fra Canada, og semifinalen blev Sverige besejret, før det altså blev til en dramatisk finalesejr over Rusland.

Rusland vil aldrig være helt tilfredse med sølvmedaljer, men det var trods alt bedre end alternativet. Holdet var jo kun 44 sekunder fra den totale nedtur i kvartfinalen mod Danmark…

Finske Jesse Puljujärvi blev VM-topscorer, og han blev ligeledes kåret til turneringens mest værdifulde spiller. Finland fik også Patrik Laine og backen Olli Juolevi med på VM’s all star-hold, hvor der også var plads til Sveriges målmand Linus Söderström og amerikanerne Zach Werenski og Auston Matthews.

USA tog tidligere tirsdag bronzemedaljerne, da de vandt taberfinalen mod Sverige med hele 8-3.