U20-VM: Det første danske hold i den bedste gruppe

Foto: Bridget Samuels

Vi er på dagen, hvor U20-VM begynder, og i den forbindelse ser FACEOFF-online.dk i dag tilbage på den første danske deltagelse i den bedste gruppe for de ældste juniorer.

Tilbage i 2006/07 havde et vældig skarpt dansk hold for første gang nogensinde spillet Danmark op i den bedste VM-gruppe efter en nervepirrende “finale” hjemme mod Letland i Odense.

Danmark kunne tåle at tabe med et enkelt mål, men en betryggende 4-2-scoring af Mads Christensen kort inde i tredje periode fik danskerne til at fryse og blive bange for at vinde. Og så kom letterne hamrede og scorede tre gange. I tiden 59:00 scorede Arturs Ozolins til 5-4 for letterne, der dermed havde et minut til at vende kampen til oprykning – i øvrigt pisket fremad af en godt fyldt lettisk sponsortribune i skøjtehallen.

Sebastian Dahm holdt dog skansen i det danske mål, og de rød-hvide kunne jublende trække sig tilbage til omklædningsrummet med oprykningen i hænde. 12 point både til Danmark, Letland og Ukraine, men altså bedst indbyrdes regnskab til danskerne.

Derfor var en frisk årgang 88/89, krydret med nogle stærke 91’ere og coachet af Ken Babey, en mangeårig træner i canadisk college hockey, klar til at tage en stor udfordring op i Pardubice. Det skulle blive en turnering med lutter nederlag. Allerede efter tre minutter var Danmark bagud med to mål i åbningen mod hjemmeholdet. En hård start for purunge Frederik Andersen, der var under beskydning i hele kampen.

Det endte dog med et respektabelt nederlag på 2-5, men dagen efter kom Danmark i uvejr mod Sverige. Morten Poulsen hurtige 1-0-mål blev Danmarks eneste. Sverige vandt 10-1 og havde adskillige nuværende NHL’ere og SHL’ere på holdet. I målet stod den nuværende Rødovre-keeper Stefan Ridderwall.

Men lad os tage en hurtig gennemgang af den danske trup og kigge på en “hvad laver de nu”-gennemgang.

Frederik Andersen er i Anaheim Ducks og vel det, man kalder en “verdensmålmand”. Hans backup, Christian Møller, forsøgte at få det store gennembrud i den danske liga i flere klubber, og han var tæt på. Bevægede sig fra Herlev til SønderjyskE og Esbjerg – og stoppede til sidst karrieren efter en sæson i hedengangne Copenhagen Hockey.

Backlinjen tæller to nuværende Metal Liga-profiler, Odenses Simon Grønvaldt – i øvrigt med som 91’er på holdet, som altså var årgang 88/89 – og Esbjergs Nicholas B. Jensen. Begge aspirerer stadig til A-landsholdet, dog med Jensen noget længere inde i varmen end Grønvaldt. Mathias Pedersen (Herning) er også stadig aktiv og har gennem mange år været en bundsolid arbejdskraft i det midtjyske.

Philip Larsen spiller nu KHL for Jokerit Helsinki, mens Oliver Lauridsen efter mange år i Nordamerika nu som bekendt spiller for Frölunda Indians.

Christoffer Norre nåede knap 200 kampe i den danske liga, og vi så ham sidste gang i Gentofte i 1. division, hvor han var med til at vinde mesterskabet i 1. division i 2013/14. Siden har han formentlig helliget sig en civil karriere. Det samme har Emil Bigler, der efter små 100 kampe for Rødovre i den bedste række, nu befinder sig godt på det genfødte hold i Gladsaxe.

Fremme var der masser af skudkraft. Mikkel Bødker (nu Arizona Coyotes) og Lars Eller (nu Montreal Canadiens) spidsede på det danske hold. Nichlas Hardt (nu Linköping) var kaptajn for holdet. Morten Poulsen er mangeårig udlandsprof og nu i Graz 99’ers, og så kommer vi ellers til den flok af spillere, der ernærer sig i Metal Ligaen til daglig.

Det gælder Mads Lund (SønderjyskE), Sebastian Svendsen (Frederikshavn), Sune Hjulmand (Esbjerg) og Alexander B. Jensen (Herlev).

Og så er der altså et femkløver, der har stoppet ishockeykarrieren i en ung alder. Den mest prominente er Lasse Lassen, der i fjor var kaptajn for Frederikshavn White Hawks, men i år helliger sig studierne og en tur til Australien. Et gæt herfra er, at vi nok skal se Lassen genoptage karrieren på et eller andet plan i de kommende år.

Jeppe Linander Henriksen spillede i mange sæsoner en fornuftig omgang ligahockey i Herlev og Rødovre, inden han i fjor spillede sin sidste kamp på 1. divsionsholdet i Gladsaxe.

John Just Jensen, med rødder i Hvidovre, har stort set – bortset fra et par år i Gentofte – været barndomsklubben trofast og gjorde i sidste sæson et kortvarigt comeback i slutspillet. Han ser dog ikke ud til at være i gang i denne sæson.

Det samme gælder for Kevin Leder, der spillede ligahockey i Herlev og Hvidovre. Leder, med rødder i Rødovre, blev omtalt en del i forbindelse med en episode, hvor han sendte sin tidligere holdkammerat, Jesper B. Jensen, på hospitalet med en hjernerystelse. Det var i sæsonen 2009/10. Kevin Leder kom aldrig rigtig i gang i sæsonerne derefter, men spillede i 2013/14 1. division for Gladsaxe og er ikke siden registreret.

Endelig Esbjerg-gutten Lasse Holgaard, der skiftede til SønderjyskE for at forfølge en lovende karriere under Mario Simioni. Det gik aldrig helt godt for Holgaard, der skiftede tilbage til Esbjerg, men stoppede efter 2013/14. Om det var Holgaard selv, eller om der ikke var plads i truppen, blev aldrig helt opklaret.

Det var dette ganske fine slæng af spillere, der arbejdede sig ind i turneringen i Tjekkiet i 2007/08 og var tæt ved at ryste Slovakiet i den tredje kamp. 0-3 efter to perioder blev til 3-4 på mål af Mikkel Bødker, Nichlas Hardt og Morten Poulsen.

John Tavares, Steve Stamkos og Claude Giruox, blot for at nævne tre af de største navne på et stjernspækket Canada-hold, stod i vejen, men vandt blot 4-1 i nytårskampen 31. december, og danskerne begyndte nu at lugte muligheder i turneringen.

Dengang skulle de to dårligste hold i hver pulje spille om nedrykning, og ovre fra Gruppe B kom Kasakhstan og Schweiz som de kommende modstandere. Danmark tog 3-4-nederlaget mod Slovakiet med over fra egen pulje, men desværre blev kampen Danmarks dårligste i turneringen og Yevgeni Rymarevs bedste.

Den nuværende Barys Astana (KHL)-spiller scorede fire gange og alle tre mål, da Kasakhstan gik fra 3-3 til 6-3 i tredje periode. Dermed var Danmark nede inden den sidste kamp mod Schweiz, der blev tabt med 5-2.

Og sådan endte altså det første danske U20-eventyr med en nedrykning for et hold, der på papiret nok kunne have drevet det til en smule mere. Men kampen mod Kasakhstan blev den endegyldige skæbne for danskerne, der havde Lars Eller med 6 point (3+3) som topscorer. Philip Larsen, altid offensivt indstillet, noterede sig for -13 i plus/minus-statistikken, mens Christian Møller faktisk fik 40 procent af spilletiden i målmandsduellen med Frederik Andersen.