U20-VM: Danmark kan stadig nå kvartfinalen

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Olaf Eller har før skabt mirakler med sine U20-gutter, så hvorfor ikke endnu et i aften klokken 22 dansk tid.

For mens vi andre sidder herhjemme og overvejer, hvilken drink, der skal mikses frem mod årsskiftet, løber U20-landsholdet på isen i Vancouver. 

Her lægger Rogers Arena is til den sidste gruppekamp for de unge danskere, der trods 0-22 i de tre første kampe faktisk stadig har muligheden for at skyde sig videre til kvartfinalen.

Det kræver dog en sejr i ordinær tid for at passere Tjekkiet i tabellen og gå videre til en kvartfinale, hvor Sverige sandsynligvis venter.

Pessimisten vil sige: Hvordan pokker kan et hold, der ikke har scoret tre gange, vinde over et trimmet tjekkisk hold, der har vundet over Schweiz i overtid og presset Rusland i samme turnering? Det virker umuligt.

Optimisten vil sige: Alt at vinde for Danmark. De rød-hvide har faktisk skabt chancer både mod Rusland og Schweiz, og der skal bare hul på bylden for især Jonas Røndbjerg, der har været den store synder i begyndelsen af de seneste kampe. Samtidig vil en klassepræstation i buret naturligvis også være en forudsætning for den kæmpe overraskelse, det vil være, hvis Danmark skal slå Tjekkiet. For vi er trods alt derude, hvor en dansk sejr vil være en af de “upsets”, man vil huske. 

Men igen. U20’erne har gjort det før, og rent taktisk plejer dansk ishockey at stå godt til Tjekkiet, der fik følgende skudsmål af vores gæsteekspert fra Skudzonen, Jesper Schultz, før turneringen: 

Jeg er næsten tilbøjelig til at tro, at Danmark har sin bedste chance for point her, for jeg tror, der kan være en større chance for, at tjekkerne enten undervurderer Danmark eller simpelthen er i en situation, hvor de har sikret det, de skal og ikke specielt har brug for pointene.

Omvendt kunne det da være virkelig sjovt, hvis det her i den sidste gruppekamp faktisk var muligt for Danmark med en sejr her, at slå tjekkerne ned i nedrykningsspillet. Så kan det blive virkelig interessant at se på.