U20-landsholdet arbejdede hårdt mod stærke svenskere

Foto: Jan Korsgaard

– Vi krigede godt og viste stærkt sammenhold, siger U20-landstræner Olaf Eller efter nederlaget på 0-5 til Sverige i Huddinge her til aften.

Næsten 1500 tilskuere var mødt op for at se ”Småkrononarna” tage imod de danske opkomlinge, der klarede 0-0 i første periode efter en stærk og heroisk indsats i egen zone.

Thomas Lillie var en stærk sidste skanse, men i midtperioden blev det svenske tempo for højt, og en af de mest omtalte spillere i den svenske trup, unge Alexander Nylander, rullede sig for alvor ud. 1-0-målet scorede han i et svensk powerplay, mens han satte 2-0-målet på straffeslag. Nylander var også assist på 4-0-målet.

– Vi havde vanskeligt ved at hænge med i svenskernes høje tempo i de midterste 20 minutter, erkender træner Olaf Eller.

Sebastian Aho scorede 5-0-målet i tredje periode og trods de klare cifre var landstræneren nogenlunde tilfreds med indsatsen.

– Vi holdt svenskerne på 35 skud, selv om 80 procent af spillet foregik i vores egen zone. Vi havde samtlige 25 markspillere i spil, og det var et af formålene med den her kamp.

Næste danske match bliver mod Tjekkiet 22. december i Lahti i Finland.