U20: From valgt til bedste spiller

Foto: Jan Korsgaard

Med en andenplads og to sejre ud af tre mulige var Grodno Cup en vellykket oplevelse for det danske U20-landshold, som skal bruge søndagen på, at komme hjem til deres respektive klubber efter en tur i det hviderussiske.

For Rögle-spilleren Mathias From var turneringen også en personlig succes, da han blev valgt som turneringens bedste spiller. Med et enkelt mål og -3 i plus/minus-statistikken i tre kampe for den danske forward, var han langt fra overbevisende statistikmæssigt, men han høstede til gengæld store roser for sit spil, hvor ni skud på mål i de tre kampe vidnede om en angrebs- og skudlysten ung herre, der bare manglede, at få pucken ind over stregen. Som cheftræner Olaf Eller kort beskrev:

– Det var fuldt fortjent, at Mathias vandt prisen som bedste spiller. Han spillede super godt. Målene manglede desværre bare.