U20-DM: Sikker Herning-sejr, vildt Odense-comeback

DM-slutspillet for U20-mandskaber gik i dag i gang i Rødovre – med Hvidovre Skøjtehal som gæstearena for førstedagen. Og at dømme efter dagens premierematcher, så bliver morgendagens kamp mellem Herning og Odense svært betydende for uddelingen af DM-guldet.

I hvert fald var det Herning og Odense, der kom bedst fra start i dag – begge med sejr i ordinær spilletid.

Midtjyderne leverede en stensikker 4-0-sejr over AaB på indledende mål af Sebastian Ruders og Simon Wiuff – begge spillere i udkanten af Metal Liga-holdet, førstnævnte endda med regulære indsatser på det seneste. Marc Emil Sørensen gjorde det til 3-0 efter 23 minutter og den føring holdt helt frem til den absolutte slutfase, inden samme mand scorede 4-0-målet.

Så var det straks mere spændende i Rødovre, hvor hjemmeholdet tabte til Odense. Fynboerne leverede et forrygende comeback efter at Nikita Antonovs og Andreas Grundtvig havde bragt de forsvarende mestre på 2-0 inden for de første to minutter og dermed sendte Rødovre på kurs mod favoritsejren. En hurtig reducering af Asger Petersen hjalp ikke, for inden der var spillet otte minutter havde Philip Schultz og Nikita Antonovs bragt Rødovre på 4-1.

Men pålidelige Frederik Høeg, der sammen resten af Odenses fjerdekæde fra Metal Liga-holdet er udlånt til U20-DM, reducerede en enkelt gang inden pausen. Alligevel lignede det med 4-2 til Rødovre en hjemmesejr.

151 tilskuere så på i Rødovre Skøjte Arena, da Odense på fire vilde minutter vendte kampen i anden periode. Mål af Sebastian Andersen, Jonas Hansen og Casper Andersen sendte Odense fra 2-4 til 5-4 med 22 minutter igen og den stilling holdt overraskende kampen ud. Overraskende fordi det lykkedes de to hold at holde hinanden i skak efter målorgiet i de to første perioder.

Vild match og spænding før morgendagens kampe, hvor AaB og Rødovre (15:30) og Herning-Odense (19:00) tørner sammen. Uanset udfaldet af kampen mellem AaB og Rødovre, vil enten Herning eller Odense – eller begge – have guldet i sigte i lørdagens sene kamp.