U18-landsholdet fik en lussing i tredje – nedrykningsdrama i vente

Det danske U18-landshold spillede i nat den sidste puljekamp mod Tjekkiet, og var der et håb om en overraskelse, blev det visket bort i en tredje periode, som tjekkerne vandt med hele 6-1. Slutstillingen blev 9-2 i tjekkisk favør, men dog efter en kamp, hvor Danmark ikke tabte skudstatistikken så voldsomt som i de tidligere kampe mod de store nationer.

Tjekkiet vandt skuddene med 35-22, og var faktisk presset frem til 1-1 efter en halv kamp. På det tidspunkt udlignede Daniel Nielsen for de rød-hvide, men derfra gik det grueligt galt for danskerne, der havde Emil Gransøe på mål. Han afløste Kasper Krog.

Kort efter Danmarks 1-1-udligning slog Tjekkiet stenhårdt og lynhurtigt igen med to mål på 40 sekunder, der ødelagde det danske håb om en overraskelse. 3-1-målet blev scoret af kampens mest iøjnefaldende individualist, Ondrej Najman, der stod for hele fem point i løbet af de 60 minutter.

Han sad dog også ude godt seks minutter før tid, da Danmark fik reduceret. For sent. Tjekkerne førte 8-1, da Danmark fik scoret i fem mod tre. Det var topscorer Joachim Blichfeld, der leverede målet i overtal.

Nederlaget betyder, at Danmark nu skal møde Letland i en bedst af tre-serie om at undgå nedrykning. Kort før VM vandt danskerne 5-4 over Letland i en testkamp, og det bliver stensikkert tre “forbudt for børn”-kampe, der skal spilles i Grand Forks de kommende dage.

Den første spilles torsdag aften klokken 18 dansk tid. Derefter natten mellem fredag og lørdag (klokken 01) og hvis der står 1-1 i kampe, er der gysertid søndag aften klokken 18 dansk tid. Slet ikke noget usandsynligt scenarie.