U18-kvinderne vil hurtigt tilbage i Division I

Det danske U18-landshold for kvinder tabte i aftes den afgørende kamp om at undgå nedrykning mod værtsnationen fra Ungarn, der scorede tidligt, vandt 3-0 og dermed sikrede sig en sæson mere på næstbedste niveau hos U18-kvinderne. Danskerne er til gengæld klar til at vende tilbage til Division I i næste sæson, og det er målet at være i den division fast på længere sigt, lyder det fra landstrænerne, Bjørn Peters og Ulf Werner.

– Vi er meget skuffede, og det er næsten ikke til at bære, at vi rykker ned, lyder det fra det danske trænerteam.

– Som helhed er vi meget sårbare, når to bærende kræfter bliver skadet, og med det i baghovedet spillede vi en flot turnering mod hold, der opererer med større budgetter – endda større end et dansk U20-landshold for herrer. Samtidig har mange af nationerne været med i den her årgang flere år end os, og det betyder, at de spiller meget langt mere rutine på det her niveau.

– Til gengæld kan vi kun være stolte over, hvad vi har opnået på kun halvandet år med vores mandskab, siger Bjørn Peters, en af de to danske cheftrænere.

– Heldigvis har vi lært en masse, og pigerne bliver modnet til deres kommende tid på seniorlandsholdet. Vi skal i fremtiden lære at holde presset og ikke tage så mange udvisninger i de afgørende og tætte kampe, siger han.

– For at udvikle pigeishockeyen i Danmark og opnå vores mål om at være fast nation i Division I, skal vi på sigt have flere spillere og større bredde. Det kræver flere pigespillere, og det håber vi, at klubberne kan hjælpe med. Vi glæder os allerede til næste sæson med succes i kvalifikationsgruppen til Division I, lyder det fra Bjørn Peters.