U18: – Forhåbentlig lærerigt trods nedrykning

Stor, stor skuffelse i den danske U18-lejr efter nederlaget mod Letland i aftes i Grand Forks. Ikke mindst fordi danskerne smed en 3-1-føring i kampens slutfase og faktisk ikke var mere end sølle 67 sekunder fra at forblive i den bedste VM-gruppe.

Ærgerligt, ærgerligt efter et ellers flot comeback i nedrykningsserien. Kaptajn for danskerne, Christian Wejse, mente, at danskerne selv var skyld i nederlaget.

– Vi tog dumme udvisninger og fik ikke blokeret skud for vores målmand. Kasper (Krog) stod en fremragende kamp, men vi formåede ikke at stoppe deres folk foran mål,  sagde esbjergenseren til IIHF.com efter kampen.

Letterne vandt skudstatistikken med 41-25.

– I slutningen blev vi lidt for nervøse efter min mening. Mentalt er gutterne ikke vant til den her slags kampe på det her niveau. De har oplevet rigtig meget gennem den her turnering, og forhåbentlig kommer de stærkere hjem herfra – både som mennesker og som ishockeyspillere, konkluderede træner Martin Struzinski efter kampen – også overfor IIHF.com.

Danmark er blevet noget af elevatorhold på U18-niveau. Det er tredje gang på stribe, at Danmark er skudt ned i Division IA efter oprykning til bedste niveau.

Det var femte gang i alt, at Danmark var med på højeste niveau, og kun i 2003/04-sæsonen lykkedes det for et dansk hold med Peter Regin og Jannik Hansen i spidsen og flere aktuelle A-landsholdsspillere på holdet at holde sig i den bedste VM-gruppe.