U17-landsholdet slog Tyskland på 10 stærke minutter

U17-landsholdet har spillet en fin turnering i Füssen i det sydtyske, og leveret varen trods to nederlag mod Slovakiet og Schweiz.

I dag vendte lykken mod værtsnationen, hvor det lykkedes at vende en tysk 2-1-føring til en sejr på 4-2. Herlig præstation af Mikael Hammarströms tropper.

Første mål blev sat ind af Christian Dreier i slutningen af første periode, men tyskerne nåede at udligne inden pausen. Værterne bragte sig på 2-1 tidligt i anden periode, men fra det 34. til det 44. minut eksploderede de unge danskere med tre kasser.

Alberto Pison udlignede, Simon Schleicher scorede til 3-2 for Danmark og efter tre kvarter scorede Mathias B. Hansen kampens sidste mål. 

Flot resultat af Danmark, dermed sluttede som nummer tre i turneringen, der blev vundet suverænt af Schweiz. 

– Dejligt for drengene at afslutte med en sejr og få tredjepladsen med hjem. Det havde holdet fortjent. Vi plejer altid at have problemer med tyskerne og deres transatlantiske med puck dump og pres på vores backer. På tredjedagen plejer det heller aldrig at være velspillet, eftersom spillerne er trætte – både fysisk og mentalt – efter en hård uge, siger landstræner Mikael Hammarström. 

– Det blev som forventet en “battle” derude og ud fra “simpelt er godt”-opskriften fik vi scoret to af fire mål på hårdt arbejde inde foran mål. Godt for Mathias B. Hansen at få scoret sit første landsholdsmål, assisteret af Victor Lodahl og Lasse Laumand – tre af vores meget hårdtarbejdende forwards gennem hele turneringen, tilføjer den svenske træner.  

 
– Med føring på 4-2 og powerplayspil med seks minutter tilbage af kampen, bød vi faktisk tyskerne på deres bedste scoringschancer i hele perioden. Vores målmand Frederik Dichow kom heldigvis op med nogle gode redninger, og vi kunne lukke kampen. Vi glæder os til at sende de her dygtige, hårdtarbejdende spillere videre i systemet. De har gode muligheder for at komme med på U18-landsholdet og i VM-spil for første gang i den kommende sæson, lyder det rosende fra Mikael Hammarström.