U17-DM: Vojens tæt på titlen efter sejr over værterne

Masser af tilskuere havde fundet vej til Kvik Hockey Arena, da værterne fra Herning lørdag eftermiddag mødte Vojens IK på andendagen af årets U17-DM-finalestævne.

Kampen kunne meget vel blive afgørende for det endelige udfald, da begge mandskaber vandt deres kampe fredag, og det lykkedes U17-mandskabet fra Vojens at skuffe størstedelen af de 321 tilskuere, der var dukket op for at se den vigtige kamp.

Vojens IK vandt nemlig den tætte kamp med 2-1 på to powerplayscoringer i tredje periode, hvor værternes mangel på disciplin blev straffet.

Herning IK kom ellers foran små fem minutter inde i anden periode, hvor den notoriske målscorer Simon Schleicher fandt vej til nettet. Den føring holdt indtil ti et halvt minut før tid, hvor Kasper Diedrichsen udlignede, da Vojens var to mand i overtal.

På samme tidspunkt fik Simon Schleicher en badebillet, og dermed var sønderjyderne igen to mand i overtal. Det resulterede i endnu et mål. Jonas Schultz fik pucken i nettet og scorede det, der skulle vise sig at blive sejrsmålet.

Kampen endte 2-1 til Vojens, som dermed har maksimumpoint efter to kampe. Hvis ikke Rødovre SIK vinder i ordinær tid over Esbjerg IK, når de to klubber mødes senere lørdag, kan sønderjyderne kan sig danske U17-mestre.

Vojens møder Rødovre søndag, hvor Herning møder Esbjerg.