U16-landsholdets tredje triumf

Det danske U16-landshold triumferede i eftermiddag og vandt 4-2 over Letland i den tredje og sidste kamp i firenationersturneringen i Vajuany i Frankrig. Det var samtidig den tredje sejr til danskerne, der dermed kunne lade sig hylde som vindere efter matchen. Det efterlod naturligvis Daniel Rasmussen, landstræner, som en særdeles tilfreds mand.

– Gennemgående var jeg rigtig godt tilfreds med kampen i dag. Vi spillede en god første periode, gik lidt ned i midtperioden, men fandt os selv igen. I tredje periode holdt vi godt fast – nøjagtig som i kampen mod Norge igen. Det var høj klasse både at kunne holde Norge og Letland væk i tredje periode i de to kampe torsdag og fredag, siger han.

– Gutterne tog rigtig mange skridt i den rigtige retning, og det var tydeligt, at de var modnet siden turneringen i Schweiz i august. De optrådte som landsholdsspillere og leverede en langt mere moden og international tilgang til spillet i den her weekend. Samtidig var det også tydeligt, at de havde vænnet sig til vores spilkoncept, tilføjer Daniel Rasmussen.

Danskerne bragte sig foran 2-0 i kampen mod Letland på mål af Frederik Kaels og Sebastian Sørensen. Letland udlignede, men Sebastian Sørensen gjorde det til 3-2 efter 28 minutter. Efter små tre kvarter afgjorde William Nistrup kampen for Danmark med sit 4-2-mål. Herlig rød-hvid afslutning i Vajauny.

(Foto venligst tilsendt af Jesper Bønløkke)