U15-DM: Rødovre og Herning forrygende fra start

Herning og Rødovre er kommet blændende fra start ved U15-DM, der i weekenden spilles i Rødovre. Over 15 kampe skal de seks bedste hold i landet afgøre guld, sølv og bronze og lige nu ligner de to første medaljesæt en kamp mellem Herning og Rødovre.

Begge hold tabte i øvrigt knapt i de regionale finaler mod Vojens og Hvidovre, men i hvert fald Herning fik taget gruelig revanche ved at banke Vojens med 4-1 i den jyske storkamp i første runde. Victor Lodahl scorede tre gange for midtjyderne, der ligeledes slog Hvidovre med sikre 5-2 i dagens anden kamp.

Selv samme Hvidovre havde ellers slået Aalborg med 6-3 i første runde, her med Bille Langpap og Christian Thunbo som dobbelte målscorere.

Rødovre ligger altså ligeledes med maksimumpoint efter 5-1 i åbningskampen mod Gentofte (to mål af Alberto Pison) og 2-1 i en højdramatisk kamp mod Aalborg, hvor Mads Redøhl blev matchvinder kort før tid. Der stod 0-0, indtil der manglede syv minutter.

I dagens sidste kamp, der blev dramatisk og målrig, scorede Oliver Xarles Toft-Christensen det afgørende mål fire minutter før tid og sikrede Gentofte en 5-4-sejr over Vojens. Dermed bevarer Gentofte muligheden for at blande sig i toppen, mens Vojens’ muligheder for guld er udspillet.

Hernings Victor Lodahl pt. turneringens topscorer med seks point (4+2).

Resultaterne på førstedagen: 
Rødovre-Gentofte 5-1
Herning-Vojens 4-1
Hvidovre-Aalborg 6-3
Rødovre-Aalborg 2-1
Herning-Hvidovre 5-2
Gentofte-Vojens 5-4

Herning 6
Rødovre 6
Hvidovre 3
Gentofte 3
AaB Ishockey 0
Vojens 0