U15-DM: Rødovre med maksimumpoint efter tre kampe

Rødovre SIK har kurs mod noget stort ved U15-DM, der for øjeblikket spilles i Esbjerg. 

Vi er midt på lørdagen, hvor tre spillerunder er afviklet. Rødovre har maksimumpoint ni og kan i teorien allerede blive mester i aften, hvis alting flasker sig. 

Anton Linde blev matchvinder for Rødovre i den første kamp mod Herlev, hvor det lykkedes at vende 0-1 til 2-1. Derefter blev det 5-1 over Esbjerg og 4-0 over Aalborg og dermed går Vestegnens sønner ind til de sidste to runder med det optimale resultat.

Anton Linde er topscorer med fem point i turneringen. Han forfølges i den kategori af Albert Schioldan og Anton Stenbakken fra Frederikshavn, og det kan potentielt ende i en regulær guldfinale i morgen mellem Rødovre og Frederikshavn.

Det sker, hvis begge hold vinder deres kampe senere på dagen.