U13-DM: Rødovre og Frederikshavn kom stærkt fra land

Otte klubber kæmper i weekenden om det danske mesterskab i U13-rækken, og på førstedagen viste særligt to hold fine takter.

Der blev i løbet af fredagen spillet ti kampe i Granly Hockey Arena i Esbjerg, hvor finalestævnet afholdes, og de otte deltagende klubber var dermed i aktion enten to eller tre gange.

Rødovre SIK og Frederikshavn IK spillede begge tre kampe fredag, og de to klubber fik point i alle deres kampe. Det betyder, at de topper tabellen efter førstedagen, hvor Rødovre har samlet otte point sammen, mens Frederikshavn er toer i stillingen med syv point.

Frederikshavn spillede turneringens første kamp og lagde ud med at tabe med 5-4 til Vojens efter straffeslag. Nordjyderne svarede dog stærkt igen med en 5-2-sejr over værterne fra Esbjerg og en 4-2-sejr over lokalrivalerne fra Aalborg.

Rødovre måtte også ud i straffeslag i deres første kamp, hvor de slog Herlev med 2-1. Til gengæld vandt Rødovre-talenterne sikkert med 8-2 over Hvidovre i kamp to, og i fredagens sidste kamp slog Rødovre i sikker stil Esbjerg med 5-0.

Flere spillere markerede sig på førstedagen. Blandt andre to frederikshavnere med efternavne, der vækker genklang i dansk ishockey. Oscar Fisker Mølgaard, som er søn af Lars Mølgaard, lavede fem mål og fire assists i tre kampe, mens holdkammeraten Albert Schioldan, der er Christian Schioldans søn, blev noteret for fire mål og en enkelt assist.

Lørdag er der igen ti U13-DM-kampe på programmet i Esbjerg.