Tysk veteran sendte Red Bull München i semifinalen

35-årige Michael Wolf blev torsdag aften dobbelt målscorer for Red Bull München, hvilket resulterede i en 2-1-hjemmesejr over Straubing Tigers.

Den tidligere Herning-spiller Blaine Down bragte Straubing foran 1-0 midtvejs i anden periode, men München-klubben vendte opgøret på to mål af Wolf i tredje periode. Sejren betyder, at Mads Christensens klub nu er klar til semifinalen om det tyske mesterskab med 4-1 i kampe.

Klar til semifinalen er også Grizzly Adams Wolfsburg, der besejrede Düsseldorfer EG med 4-1 i kampe. Derimod skal serierne Eisbären Berlin – Kölner Haie og Iserlohn Roosters – Nürnberg Ice Tigers ud i en sjette kamp – Berlin og Nürnberg fører deres respektive serier med 3-2.