Tyler Gron: Tiden stod stille

Foto: Jan Korsgaard

Tyler Gron har været noget kritiseret for ikke at arbejde hårdt nok for Esbjerg Energy, og helt konkret har det også i perioder udmøntet sig i, at canadieren har været verfet langt ned i hierarkiet.

Han har dog taget revanche i en stor del af slutspillet, og i går fik han så den ultimative tilgivelse fra Esbjerg-fansene, da han flænsede 4-3-scoringen ind i overtiden i Granly Hockey Arena.

Det var et helt vildt skud, der piftede forbi Joni Myllykoski, og Grons skud var uden tvivl kampens detalje.

– Jeg sagde til mig selv hele tiden ‘prøv skuddet, prøv skuddet’. Da jeg fik chancen tog jeg skuddet. Det var, som om tiden stod helt stille. Det hele blev bare helt tåget, indtil jeg så en holdkammerat juble. Det eneste, jeg kunne tænke på var bare, at nu har vi igen vist vores karakter som hold. Da jeg kom til holdet, der ville jeg spille de store kampe og hjælpe holdet – det gjorde jeg i dag, sagde Tyler Gron til Jydske Vestkysten efter kampen.

Den 26-årige canadier kom til Esbjerg før transferdeadline fra Ravensburg Towerstars og snittede i grundspillet et point pr. kamp (15 kampe, 15 point). Så langt er han ikke nået i slutspillet, men mindre kan også gøre det, hvis man rammer den som i går i Granly Hockey Arena.

Esbjerg er en sejr fra finalen og spiller fredag igen i Vojens.