Højbjerg-tvillingerne til Pirates

Foto: Jan Korsgaard

Aalborg Pirates har i aften præsenteret kontrakter for den kommende sæson til det danske svar på “The Sedins”, nemlig Mikkel og Martin Højbjerg. De har fået deres hockeymæssige opdragelse i Frederikshavn, inden de begge tog til svenske Djurgården, hvor de spillede et par sæsoner på deres J20-hold.

– I Gigantium ved vi, at der er god opbakning fra Pirates fans og sponsorer, så derfor glæder vi os meget til hjemmekampene – og til at opleve atmosfæren. Dog bliver det lidt specielt at tage en Aalborg trøje over hovedet, når man selv er fra Frederikshavn – og altid har været vant til at Aalborg er “rivalen”, lyder det fra tvilligerne.

Martin og Mikkel Højbjerg har spillet de seneste to hele sæsoner i Rødovre.

Tvillingerne har ifølge Aalborg Pirates pressemeddelelse været ombejlet af flere større klubber, men de har begge valgt at tage udfordringen op i Aalborg, hvor der var udsigt til en del spilletid.

– De har valgt vores projekt, som de har fundet spændende, hvilket vi er rigtig stolte over, og vi tager det som en cadeau til vores projekt i Aalborg, siger direktør i Aalborg Pirates, Thomas Bjuring.

– Vi ser meget frem til en spændende sæson i Aalborg Pirates, hvor vi håber, at vi kan udvikle os en hel del. Vi føler begge, at Aalborg er den rigtige beslutning for os – og derfor glæder vi os rigtig meget til at starte op. Det er et spændende hold med mange unge spillere, som vi bliver en del af, og vi håber da også, at vi kan være med til at udvikle dem.

Mikkel Højbjerg kommer til at spille med trøjenummer 45, mens Martin får trøjenummer 46 i den kommende sæson.