TV2 Sport sender massivt fra OL-kvalifikationen

Foto: Jan Korsgaard
Der er godt en måneds tid til, men allerede nu er “alle danske ishockeyfans” begyndt at tælle ned til OL-kvalifikationen i Minsk.

Hviderusland er som bekendt vært fra 1.-4. september, og for de danskere, der ikke rejser med, er der sikret tv-transmission af de danske kampe og de øvrige kampe i turneringen.

Det er sædvanen tro TV2 Sport, der sender fra Danmarks kampe.

Det fortæller kanalens ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard, der ligeledes kan afsløre, at den danske testkamp i Letland også sendes på TV2 Sport.

Lasse Degn bliver medkommentator og TV2 Sport kommer til at dække OL-kvalifikationsugen massivt, forsikrer Jimmy Bøjgaard.

– Alle de danske kampe sendes på TV2 Sport. De øvrige kampe derovre fra sendes på en blanding af TV2 Play og TV2 Sport, så alle seks kampe fra OL-kvalen kan for eksempel også ses på Play, men de tre danske altså på Sport, pointerer han.