Tre svenskere forlænger med Hvidovre

Foto: Ian Nielsen

Det nye hold i Metal Ligaen fra kommende sæson, Hvidovre Fighters, er efterhånden tæt på at nå loftet for antallet af importspillere.

Tirsdag offentliggjorde klubben i Hvidovre Avis, at man har forlænget kontrakten med tre af svenskerne fra seneste sæson i 1. division. 21-årige Oliver Persson, 20-årige Marcus Nilsson og 19-årige Martin Svensson tager alle skridtet op til den bedste danske række.

Hvidovre er dermed i alt oppe på syv svenskere. Klubben har tidligere meldt ud, at man satser på svenske spillere til at udgøre stammen på holdet, og dén mission er man altså godt i gang med at realisere.

De tre svenskere, som bliver i klubben, var med hver deres kvaliteteter med til at sikre Hvidovre mesterskabet i 1. division. Alle tre spillere er klar til at tage skridtet op i Metal Ligaen, lyder udmeldingen fra Jesper Kristoffersen fra klubben.

– Oliver Persson var allerede interessant for Metal Ligaen sidste sæson, men valgte heldigvis vores projekt. Han er teknisk utrolig stærk, har et glimrende overblik og bliver spændende at følge mod endnu bedre modstand, siger han.

– I Marcus Nilsson har vi en spillende, klog back, der tager modne beslutninger. Begge spillere blev hentet i vished om, at de kunne tage skridtet op i Metal Ligaen.

– Martin Svensson er måske blandt vores mest undervurderede spillere, fordi han som forward ikke er pointsluger. Men han udfører et kolossalt fysisk arbejde, tager kampene foran målet og er stenhård i duellerne. Værdifulde kvaliteter, som vi får brug for.

Hvidovre har meddelt, at der mangler en back og muligvis en angriber. De sidste navne, der har skrevet under på en kontrakt, vil snart blive præsenteret.

Mange af spillerne på holdet til kommende sæson kender klubben godt, og de nye vil få optimal tid til at få skabt relationer i omklædningsrummet og på isen, lyder det.

– Vi er meget bevidste om, at tydelighed i vores “gameplan”, sammenhold og optimal fysisk forberedelse er vitalt for vores succes i Metal Ligaen. Derfor er det vigtigt, at vi stort set er i mål med truppen allerede, siger bestyrelsesformand Claus Karup Rasmussen til Hvidovre Avis.

Hvidovre Fighters er hermed oppe på i alt 17 mand i truppen – heraf syv svenskere. Der er således plads til én importspiller mere.