Tre sikre og tiltrængte point til SønderjyskE

Foto: Jan Korsgaard

Hvidovre Fighters – SønderjyskE 1-5 (1-0,0-3,0-2) Nøgleordene var hård fight og effektivitet hos begge hold, da der var lagt op til bundopgør i Allan Villadsen Ishockey Arena mellem Hvidovre Fighters og SønderjyskE.

SønderjyskE havde været inde i en historisk dårlig stime, hvor det var blevet til otte nederlag på stribe. Hvidovre tabte senest 3-5 til Herlev Eagles i en direkte kamp om 10. pladsen. Der var derfor i den grad brug for point i begge lejre.

Til aftenens kamp var Niklas Lundström tilbage i Hvidovre-målet efter sygdom senest.

På trods af at SønderjyskE på deres hjemmeside havde skrevet inden kampen, at røven skulle kæmpes ud af bukserne lige fra første puck-kast, så var det hjemmeholdet, som lynstartede.

Allerede efter 39 sekunder scorede Nicki Kisum første periodes enlige mål. Efter en faceoff var Kisum hurtig på pucken og fik sendt den i nettet. Resten af perioden blev en uskøn affære, hvor SønderjyskE var mest på pucken uden at være skarpe.

Fire minutter inde i anden periode kom SønderjyskE endelig på måltavlen. Det var afslutning nummer 22, som endelig endte bag Lundström. SønderjyskE-offensiven fik flyttet pucken godt rundt, så Anders Førster ubesværet kunne sætte bladet på til udligningen.

Generelt fik SønderjyskE helt styr på spillet og var i fuld kontrol gennem anden periode. Det blev til yderligere to scoringer til gæsterne i de midterste 20 minutter. Efter 30:57 var Jace Coyle hurtigst over en returpuck, som han lagde fladt ind ved stolpen. Martin Eskildsen stod for den tredje SønderjyskE-scoring i tiden 36:34 og sendte spillerne til pause efter anden periode med stillingen 1-3.

Gæsterne var også dominerende i sidste periode og endte med at vinde kampen sikkert. Det blev til to powerplay mål og en sejr på 5-1 til SønderjyskE.

Først var det Darek Damon, som hamrende pucken hårdt i modsatte hjørne efter 47:29. Kampen sidste mål blev scoret af Anders Førster, som var sidst på pucken tæt under mål.

Trods den gode start formåede Hvidovre ikke at give SønderjyskE værdig modstand set over hele kampen. Gæsterne var bedre på alle parametre og tog tre sikre point med hjem til Vojens.