Tre point til pp-stærke Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy 1-4 (1-1,0-1,0-2) Esbjerg Energy er tilbage på sejrskurs og konsoliderede tredjepladsen med en sejr på 4-1 i Rødovre her til aften. Esbjergenserne spillede i øvrigt i hvide Rødovre-trøjer, eftersom vestjydernes nye orange udebanemodel ikke blev godkendt til spil mod Rødovres klassiske røde model.

Rødovre fik ellers udbytte af kampens første udvisning. Mikael T. Christensen, stærkt kørende for tiden, huggede til på en tværpasning fra Nicklas Carlsen og bragte hjemmeholdet foran. Flotte 2021 tilskuere i Rødovre Skøjte Arena forøvrigt.

Esbjergs store hollænderback, Mike Dalhuisen udlignede, da han også i powerplay styrede et skud fra Jannik Christensen i mål. 1-1 efter 20 minutter i Rødovre.

Michael Binderup har været en af Esbjergs bedste på det seneste, og han scorede Esbjergs eneste mål i perioden. Vestjyderne vendte hurtigt spillet efter at være blevet fuldtalligt, fortæller det udmærkede referat på Rødovre Lokal Nyt.

Esbjergs på dagen stærke powerplay slog til igen kort inde i tredje periode, og til sidst smuttede Michael Binderup af sted og scorede i tomt mål til slutresultatet 4-1 i vestjysk favør.

Det betyder, at Esbjerg på tredjepladsen nu er seks point foran Odense og har otte point ned til Rødovre, som dermed for en stund i hvert fald er sat lidt af i kampen om den vigtige top tre-placering.

FACEOFF-online.dk kunne desværre ikke være til stede ved kampen i aften i Rødovre. Referatet baseret på kamprapport, hjemmesider og lokale medier.