VM 2018: Tre på stribe for Rusland – Datsyuk med to mål

Hviderusland – Rusland  (0-1, 0-3, 0-2)  0-6

Der var inden kampen ikke mange tegn på, at Rusland skulle få problemer mod lillebror Hviderusland. Den russiske stormagt havde lagt ud med to sikre sejre på 7-0 mod Frankrig og Østrig. Hviderusland havde to klare nederlag til Sverige og Frankrig i bagagen, hvilket bestemt ikke indikerede topform hos outsiderne.

Hurtig føring og fuld kontrol

Rusland satte sig tungt på spillet lige fra kampens start og efter 5 minutters spil fik kampens helt store spiller Pavel Datsyuk scoret for første gang. Trods sine 39 år viste den russiske center høj fart og snuppede en løs puck foran målet. Sekundet efter havde Datsyuk taget turen rundt om målet, og satte pucken sikkert ind med baghånden inden den hviderussike keeper kunne nå at dække af.

Med et stort overtag i både chancer og puck-besiddelse gjorde russerne ikke mere end højst nødvendigt. Resten af første periode blev spillet med håndbremsen trukket fra favoritterne, mens Hviderusland forsøgte at forsvare sig ud af problemerne. Først i sidste minut af perioden fik Hviderusland sin første store chance. Det blev endda til tre afslutninger i samme aktion, men ind kom pucken ikke og de første 20 minutter endte med 0-1.

Rusland afgjorde kampen i anden periode

Hvis der var tro på at der kunne hentes point i kampen i det hviderussiske omklædningsrum efter første periode, så blev den tanke hurtigt ødelagt. Russerne skruede en anelse op for tempoet og kom til flere farlige afslutninger. Efter 30 minutters spil stod den 0-3 med Maxim Shalunov og Ilya Kablukov i målscorernes roller efter gode afleveringer bag målet og ind i slottet, hvor der effektivt blev afsluttet.

Inden hviderusserne kunne skøjte fra isen i Royal Arena havde Pavel Datsyuk scoret sit andet og Ruslands fjerde mål. I et powerplay afventede han sit skud og trak den så helt op i målhjørnet til stillingen 0-4 efter anden periode.

Sikker sejr med tennis-cifre

Hviderusserne var klar over at kræfterne skulle gemmes til kampe senere i turneringen, så der blev ikke givet de sidste procenter. Rusland udnyttede kynisk sine chancer og sendt scoringerne til 0-5 og 0-6 på måltavlen inden de sidste ti minutter skulle afvikles.

Et powerplay med 7 minutter tilbage af kampen var Hvideruslands chance for at få scoret i kampen. Det var dog ikke muligt for outsiderne, der måtte se tiden løbe ud med slutresultatet 0-6 på den gigantiske måltavle i Royal Arena.

Resultatet sendte Rusland på 9 point efter 3 kampe og en målscore på 20-0, mens Hviderusland blev hængende på sidstepladsen uden point.