TOTALT udsolgt til nordsvensk træningskamp og lokalderby

Det er en tradition, at Skellefteå og Björklöven mødes i en træningskamp først på sæsonen, og interessen for opgøret i Umeå, Björklövens hjemby, var også helt enorm i går, da de to hold tørnede sammen.

Der var ganske enkelt udsolgt med 5450 tilskuere i T3 Center i Umeå til det “rigtige” lokalopgør i nordsvensk ishockey. Det er de to klubber helt enige om – måske til fortrydelse for den tredje store spiller deroppe, Luleå Hockey.

Allsvenskan-holdet fra Umeå, Björklöven, vandt derbyet i sidste sæson, men i år var det storebror fra Skellefteå, der trak det længste strå.

Favoritterne bragte sig foran 1-0 ved Anton Danielsson i anden periode og førte også 3-0, inden hjemmeholdet fik reduceret et par gange i slutfasen. Skellefteå er konger af nordsvensk hockey, men ikke mindst var kampen en understregning af den enorme hockeykultur, der hersker helt oppe i nord, hvor afstanden mellem byerne ofte er på flere hundrede kilometer.

Mellem Umeå og Skellefteå er der dog kun 136 kilometer.