Topholdet knækket i Gigantium

Foto: bluelinemedia.dk

Aalborg Pirates – Herning Blue Fox 8-2 (1-1, 3-0, 4-1) Inden eftermiddagens kamp i Aalborg blev der afholdt et minuts stilhed for en tidligere AaB-profil, Johnny Schou, der var afgået ved døden i fredags. Efterfølgende blev backen Martin Lefebvre kåret som december måneds spiller af Pirates Support.

Publikum blev vidner til en kamp, hvor begge hold udnyttede deres muligheder i powerplay i første periode, mens det var Aalborg, der dominerede de sidste to perioder, hvor Herning havde et kraftigt mentalt udfald, som man ikke kunne komme tilbage fra.

Hos Aalborg stillede man med samme hold, som de seneste par kampe, hvilket betød fravær til Victor Panelin Borg og Bjarke Møller. Hos Herning var der comeback til landsholdsbacken, Daniel Nielsen, der havde været ude i længere tid.

Antti Kerälä, der var udgået mod Esbjerg i tirsdags var heller ikke med i opstillingen, og dermed. Desværre for Herning mistede de Ludvig Adamsen allerede i kampens begyndelse, hvilket sendte Herning tilbage det næsten samme hold som tidligere kampe.

Begge hold kom ud med en god fart i skøjterne til den første periode, og man kunne se, at det var holdenes varemærke i løbet af kampen. Spillet var til tider noget fastlåst i fem mod fem, hvor begge hold havde læst hinanden rigtigt godt. Derfor ville powerplays blive afgørende i den første periode, hvor det var Aalborg, der åbnene scoringen ved Jeppe Jul Korsgaard, der skøjtede ind foran mål og sendte sin egen ripost i nettet til nordjysk føring. 1-0 efter 09:55.

Aalborg pressede på for yderligere scoringer, men det var Herning, der fik pucken i nettet til 1-1; også i powerplay; da Jan Dalecky stod helt fri ved den ene stolpe, hvor Toni Kallela sendte en hård pasning til den ene stolpe, som Dalecky skal styre ind.

Aalborg spillede vel sin bedste anden periode i sæsonen, hvor Martin Højbjerg kort inde i perioden gjorde det til 2-1, da han trak ind i banden og sendte pucken i nettet uden chance for Ahonen.

Aalborg fik et powerplay halvvejs i perioden, hvor Martin Højbjerg scorede sit første mål i kampen. Et flot tic-toc-toe, hvor spillet endte ved Martin Højbjerg, der let kunne sende pucken i det tomme net.

Aalborg kom også på 4-1, hvor det var Nikolaj Carstensen, der klappede pucken i nettet, men det var efter flot pres i offensiv zone af Højbjerg-tvillingerne. Herning lignede et hold i opløsning på nuværende tidspunkt. Ondt blev værre i tredje periode.

Albert Adamsen kom ind for at afløse Ari Ahonen, og det var en utaknemmelig opgave, for han skulle ikke kun holde øje med de fem rødklædte spillere, men også sine egne holdkammerater, der flere gange fik styret pucken mod eget mål.

Aalborg kørte på i samme tempo, som man havde gjort i de første to perioder, og det gav belønning efter små tre minutter, da Olivier Hinse sendte pucken i nettet til 5-1 for Aalborg.

Midtvejs i perioden stemplede Herning ud af kampen og tog en del udvisninger, og ville hellere spille end del mere fysisk ishockey. Det kostede nogle mål imod, da Pierre-Olivier Morin i fire mod fire sendte pucken i nettet. Bare 23 sekunder senere var det Martin Lefebvre, der sendte et slagskud afsted mod mål, som Kirill Kabanov styrede, og pucken strøg i nettet til 7-1.

Ydmygelsen af Herning var total, da Pierre-Olivier Morin blev sendt afsted alene mod mål, og han svigtede ikke, og sendte pucken op i det ene hjørne. 8-1.

Derefter tog Aalborg lettere på opgaven, og hjemmeholdet endte med at komme mere i udvisningsboksen, men kampen var afgjort til nordjysk fordel. I  fem mod tre sendte Christian Silfver pucken i nettet, og Aalborg endte også kampen med bare tre spillere på isen, da Jeppe Holmberg og Marti Højbjerg så de sidste 39 sekunder fra boksen.

Martin Højbjerg blev kåret som kampens spiller af publikum i hallen, og han spillede også en stærk kamp, hvor det blev til et par vigtige mål, der var med til at knække Herning i anden periode. Udover de to mål blev det også til en enkelt assist på målet til 4-1.