Todd Bjorkstrand skifter til Stavanger Oilers

Så har Todd Bjorkstrand fået nyt job. Efter en sæson uden job efter fyringen i Herning træder den gamle mestertræner igen ind europæisk ishockey – og det endda på en af de flotte adresser.

Bjorkstrand bliver ny coach i Stavanger Oilers i den norske GET-Liga, hvor han i dag blev præsenteret ved et pressemøde.

Todd Bjorkstrand overtager dermed en storklub i norsk ishockey, der efter seks sæsoner på tronen blev stødt ud i kvartfinalen i denne sæson, hvor det gik helt galt for den vældig rige klub. 

Så der er i den grad revanchetørst klar hos Oilers.

– Jeg glæder mig til at arbejde her. Jeg tager en dag ad gangen, vil arbejde knaldhårdt og skabe en god atmosfære i gruppen. Stavanger Oilers er en vindende organisation, og det er det, man ønsker, siger han. 

Stavangers sportschef Pål Higson:

– Det var vigtigt for os at finde en træner, som havde et fælles værdisyn med klubben. Samtidig glæder vi os over en træner med stor erfaring, lyder det fra Oilers-chefen. 

 

Stavanger Oilers er ikke blot i norsk forstand en rig klub, nordmændene har tidligere haft sponsorbudgetter på op til 50 millioner norske kroner – selv i Sverige og Finland vil det være gode penge.