Todd Bjorkstrand ser Olivers debut live

Oliver Bjorkstrand vil have en af de personer, der betyder allermest for ham, til stede i Nationwide Arena, når han i aften får sin NHL-debut. Her vil Todd Bjorkstrand nemlig indtage en af de 18.500 siddepladser.

Smilet vil nok være stort på den lune Todd Bjorkstrand, når han torsdag aften tager plads i Nationwide Arena i Columbus. Den 53-årige amerikaner var selv en fantastisk ishockeyspiller, og han har både som spiller og senere som træner sat et større præg på dansk ishockey end de fleste andre. Torsdag aften går hans søn Oliver så på isen til sin NHL-debut, og Todd ser med på nærmeste hold.

Der er blevet talt meget om Oliver Bjorkstrand i nordamerikanske NHL-kredse, siden Columbus Blue Jackets onsdag kaldte ham op fra AHL. Alle taler om Olivers offensive talent, som han tidligere har givet prøver på i juniorligaen WHL og i denne sæson for Lake Erie Monsters i AHL, hvor han har været i storform i de seneste uger.

I Danmark overrasker det nok de færreste, at en Bjorkstrand nu debuterer i NHL. Bjorkstrand-familien har i årevis været et dynasti i dansk ishockey. Først med far Todd som det store navn på isen, og senere rykkede han så ud på trænerbænken og overlod rampelyset til sønnerne Patrick og Oliver.

Det var under far Todds kyndige ledelse, at Oliver Bjorkstrand i 2011/12-sæsonen debuterede i den danske liga og vandt en pokaltitel, et mesterskab og titlen som årets rookie, inden turen gik videre til nordamerikansk juniorhockey. I 2013 blev Oliver Bjorkstrand draftet af Columbus, og siden har hans karriere kun taget endnu mere fart.

Nu er Oliver Bjorkstrand i centrum – og han er med til at åbne de nordamerikanske NHL-journalisters øjne for, at han faktisk har en far, som var en fantastisk ishockeyspiller.

Opmærksomheden betyder nok ikke det store for Todd Bjorkstrand, men han vil med garanti været en stolt og passioneret tilskuer til Oliver Bjorkstrands NHL-debut mod Detroit Red Wings. Det samme vil resten af Bjorkstrand-familien, som ser Olivers debut på tv-skærmen hjemme i Herning, helt sikkert også.