Tobias Kisum ny i DIU’s disciplinærudvalg

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard

Der var ikke den store dramatik at spore ved DIU’s repræsentantskabsmøde i weekenden, hvor der dog skete enkelte udskiftninger i forskellige udvalg.

Amatør- og Ordensudvalget kommer ikke så ofte i aktion, men fik et nyt medlem i form af den tidligere Herlev- og Rungstedspiller, Mikkel Holten Møller.

Der er straks lidt mere “action” i DIU’s disciplinærudvalg, der som bekendt ofte er i aktion under sæsonen. Det bestod i forvejen af Claus Fonnesbech, Jesper Damgaard, Kristian Lodberg, Jan Jensen og formand Henrik Klinkvort.

Jan Jensen var på valg og ønskede at udtræde, og han afløses nu af en anden tidligere profil fra den bedste danske liga. Tobias Kisum, tidligere Rungsted- og Frederikshavnspiller, afløser nemlig Jan Jensen i disciplinærudvalget for de kommende to sæsoner.

Dermed gør Kisum altså et lille “comeback” i ishockeysporten, efter at han stoppede sin karriere i foråret 2016.