To danskere på NHL’s “Players to Watch”-liste for næste sæsons draft

Foto: Jan Korsgaard

Selv om NHL-sæsonen ikke er gået i gang er ligaen Central Scouting-bureau i fuld gang med at udvælge de spillere, der skal kigges på frem mod næste sæsons draft, der foregår i Chicago 23. og 24. juni næste år.

Bureauet har netop udsendt den første liste for næste sæson, hvor spillerne er opdelt i A-, B- og C- kategorier, alt efter sandsynligheden for, hvor højt de bliver taget i den kommende draft.

Danmark har fået to spillere med på den første liste.

Ikke overraskende er den tidligere Rungsted-spiller, Jonas Røndbjerg, kategoriseret i “B”, der tæller spillere, der kan gå – men dette er altså på ingen måde konkluderende – i anden eller tredje runde.

Røndbjerg har allerede nu gjort det fremragende både på seniorniveau og i Metal Ligaen, og har allerede snust til SHL-truppen i Växjö i en alder af blot 17 år.

Den anden dansker på listen er Herning-backen med Aalborg-rødder, Oliver Gatz Nielsen, der er i kategori C for spillere, der potentielt kan blive taget fra fjerde runde og nedad.

Som det også gælder for Røndbjerg, er det ikke en “definitiv dom”, men der bliver altså foreløbig kigget på Gatz, der for øjeblikket spiller fast for Herning Blue Fox, hvortil han skiftede fra Aalborg inden denne sæson.