Tjekke bliver tysker – er Franks problemer ovre?

Noget kunne tyde på, at de problemer, som Steffen Frank – som tidligere beskrevet her på FACEOFF-online.dk – har haft som overskydende udlænding i sin DEL2-klub Lausitzer Füchse, foreløbig er overstået. I hvert fald har klubben nu igen kun fire udenlandske spillere, eftersom den tjekkiske back Dominik Bohac har fået tysk statsborgerskab. Det skriver den tyske klubs hjemmeside.

Bohac har tyske bedsteforældre, og siden sæsonstart har klubben ventet på, at det skulle gå i orden med det tyske statsborgerskab. Det er altså sket nu, og det betyder, at Joe Fallon, Darren Haydar, Sean Dolan og Steffen Frank nu er de fire eneste udlændinge på holdkortet.

Mon ikke det igen betyder spilletid til danskeren, der har siddet over i de seneste fire kampe?

Lausitzer Füchse har i øvrigt – udover fire rene imports – hele seks spillere med dobbelt statsborgerskab, en måde at omgås reglerne på, som mange klubber i Tyskland stadig bruger maksimalt. Både i DEL, DEL2 og de lavere tyske rækker.