Tiltrængt sejr til Kjærgaard og Sundsvall

Inden gårsdagens kamp havde Sundsvall kun fået én sejr, og oprykkerne var derfor begyndt at isolere sig selv i bunden af Allsvenskan.

I en smal 1-2 sejr ude mod den anden bundprop, Timrå, var Christoffer Kjærgaard usædvanligt anonym, efter en stærk sæsonstart, hvor han næsten har været garant for point. Med sine omkring 18 minutter på is var han en af de spillere med mest istid.

Lauridsen usynlig i storsejr
Efter Västerås’ nederlag til Oskarshamn dagen forinden, havde Lauridsen og AIK Stockholm chancen for at bringe sig helt i front af Allsvenskan med en sejr ude mod Philip Brugissers gamle klub, Almtuna.

Lauridsen var blevet genforenet med sin gamle makker Simon Frederiksson i tredjekæden, da AIK ikke levnede Almtuna en chance med en 1-5-sejr.

Danskeren havde hverken point eller nogen udvisningsminutter i de omkring 17 minutters istid han fik.

AIK Stockholm topper nu Allsvenskan med 24 point – ét foran Västerås.

I Björklöven tabte Scheel og co. mod Mora. Her var danskeren også uden indflydelse, da han hverken lavede point eller udvisninger.