Tilskuerne svigter Islanders

13.197 tilskuere så søndag New York Islanders tabe med 2-1 til Boston Bruins på holdets nye hjemmebane i Brooklyn, men flere fans har svigtet Islanders, efter at klubben flyttede fra Uniondale til Brooklyn før denne sæson.

Islanders har i gennemsnit kun haft 12.188 tilskuere til sine ti hjemmekampe i denne sæson. Dermed har kun 77,1 procent af tilskuerpladserne i Barclays Center været fyldt op, når Frans Nielsen og co. er skøjtet på isen. Carolina Hurricanes er det eneste hold med et lavere tilskuersnit end newyorkerne i denne sæson.

New York Islanders forlod i sommer det nedslidte Nassau Coliseum i Uniondale. Her trak holdet i sidste sæson gennemsnitlig 15.334 tilskuere til i hver grundspilskamp. Den gamle arena var således næsten fyldt op, og Islanders’ tilskuertal var da også højere i sidste sæson end i sæsonen før – nok fordi det var den sidste før flytningen til Brooklyn.

Islanders havde brug for en ny arena i stedet for Nassau Coliseum. Sådan en stod der i Brooklyn, og derfor fik klubben Barclays Center som sit nye hjem. Indtil videre ser Islanders’ fans dog ikke ud til at være henrykte over den ekstra rejsetid og parkeringsmylderet i Brooklyn, hvilket altså kan aflæses i tilskuertallene.

På isen har newyorkerne fået en fornuftig sæsonstart, og Islanders ligger til at tage den sidste wildcard-plads i Eastern Conference efter holdets første 15 kampe. Så må tiden vise, om det fornuftige spil også med tiden får publikumsinteressen til at stige.

Der er plads til 15.795 tilskuere, når der spilles NHL-ishockey i Barclays Center.