Tilskuerne gav Odense-spillerne en smuk afsked med sæsonen

Vojens Efterskole
Odenses fans tager afsked med spillerne og sæsonen efter nederlaget i aftes.
Vojens Efterskole

Det er altid yderst vemodigt, når et hold tager afsked med sæsonen efter et nederlag – ikke mindst, når holdet er på hjemmebane.

320×360 artikel

Det gør ondt at se smerten i spillernes ansigt, når de ved, at det er ovre for i år – og at der er et halvt år til næste turneringskamp. Sur sommertræning venter og der er lang tid til gensynet med det trofaste publikum.

Sådan var det i Odense i går, hvor der var “slutspilsfeeling” over playin-kampen mellem fynboerne og Herlev. Bulldogs-spillerne fik i det mindste lov at snuse til playoffs, og leverede en flot indsats, der sagtens kunne have givet mere afkast. Det var helt 50-50 i går, men ganske symptomatisk for et bundhold med modgang, tabte Odense sejren i slutfasen, da Luis Blak Olsen slyngede pucken ind til 2-1 for gæsterne. 

Det gode ved afslutningen var, at Odense Bulldogs-supporterne gav spillerne en supersympatisk afsked. 

Ingen sure miner fra de fynske fans. Kernen blev stående på B-tribunen og kaldte spillerne ind. En samlet Odense-trup gik på isen og kunne lytte til signatursangen Himmelhunden sunget acapella af tilskuerne, der diskede op med hele repertoiret, inden kaptajn Martin Larsen førte holdet ned til et sidste farvel. 

En smuk gestus til et Odense-hold, der var tippet til en bundplacering, men faktisk havde fat i Hvidovre i tabellen, da forstadsklubben gik konkurs. I anden halvdel af sæsonen rakte ressourcerne ganske enkelt ikke til ret mange sejre, og det er mest de tre hjemmekampe mod SønderjyskE og den sidste playin-match i aftes, man vil huske sæsonen for. 

Men de fynske spillere gav alt i de fleste kampe, og det fik de fortjent bifald for.

Genopbygningen fortsætter på Fyn i de kommende måneder.