Tilbageblik: Kun pokalen manglede: Dengang Jannik Hansen var tæt på Stanley Cuppen

Foto: Jan Korsgaard

Vi griber til arkivet i anledning af, at Jannik Hansen har stoppet sin karriere. Danskerens absolutte højdepunkt i karrieren var 2010/11-sæsonen med Vancouver Canucks, hvor han sammen med holdkammeraterne spillede sig i Stanley Cup-finalen, som blev tabt i kamp syv. Sommeren derefter mødte Ishockeymagasinet Faceoff Jannik Hansen, der åbenhjertigt fortalte om den vilde sæson – og nederlaget i finalen: 

Jannik Hansen havde spillet den perfekte sæson. Arbejdet sig igennem 82 grundspilskampe og 24 slutspilskampe som fast mand hos Vancouver Canucks.

Altid klar til at udfylde den rolle, som hans coach, Alain Vigneault, satte ham til, og altid klar til at levere den indsats, der efterhånden havde gjort ham til en af de mest populære spillere hos Vancouvers hockeygale fans.

Samme fans havde i 40 NHL-år i byen hungret efter den ultimative triumf, og nu havde de holdet til den. Man talte stadig med gru om den forfærdelige afslutning på Stanley Cup-kampagnen 17 år forinden, hvor Canucks tabte over syv kampe til New York Rangers, og flere af de ”gamle” spillere havde pointeret over for Jannik Hansen og den nye generation, at det nederlag stadig sad og gnavede i baghovedet.

Nu skulle forbandelsen brydes. Det var blevet sommer i Vancouver, men indbyggerne i den smukke by tænkte og talte ikke om andet end vintersport. Det var 15. juni 2011, og Canucks havde alle muligheder for endelig at bringe cuppen hjem til byen. Det krævede en sejr i den syvende finalekamp mod Boston Bruins, og danske Hansen var midt i festlighederne. Han var endda en af hovedpersonerne. Den kamp vender vi tilbage til.

*

Men lad os først skrue tiden tilbage til 24. maj 2011. Det var sen aften i Vancouver, og San Jose Sharks var på besøg i Rogers Arena, der var fyldt til randen med 18.860 tilskuere. Femte periode var gået i gang, Canucks førte 3-1 i serien – blot en sejr fra at rykke videre til den ultimative serie om Stanley Cuppen. Stillingen var 2-2, og Jannik Hansen var træt. Dødtræt.

To vilde serier mod Chicago og Nashville over i alt 13 kampe havde tæret på kræfterne hos danskeren, der med fem kampe mod San Jose nu var nået op på 18 slutspilskampe. I ganske almindeligt lønmodtagersprog kan man vel bemærke, at Hansen trængte til en god gammeldags fridag hjemme på sofaen foran skærmen.

– Vi var presset hårdt, da den kamp var på vippen. Faktisk husker jeg det, som om vi var nedspillet. San Jose ville bare vinde, og de havde rigtig mange chancer, husker Jannik Hansen, da Faceoff møder ham i loungen i Rødovre Skøjte Arena på en fin sensommerdag i slutningen af august.

Derfor var det en usandsynlig forløsning for Hansen og holdkammeraterne, da Kevin Bieksa scorede et af sæsonens mærkeligste mål og afgjorde serien.

Samtlige spillere på isen kiggede ned bag målet, for Vancouvers svenske back Alexander Edler havde prøvet at smide pucken rundt langs banden, men efter en række uforklarlige hop, endte skiven på blå linje hos Bieksa, der med et forkølet skud sendte pucken ind i nederste måljørne.

Man kunne senere læse, at Bieksas treårige søn, Cole, blev ved at påstå, at hans far havde scoret kampens afgørende mål, uden at barnepigen hjemme i stuen troede på det. Men lille Cole havde ret, og da det gik op for de små 19.000 tilskuere, at Vancouver rent faktisk havde scoret til 3-2 og vundet serien, gik alt amok. Fotograferne væltede ind på isen, konfettien regnede ned fra loftet, og tilskuerne græd af glæde. Vancouver var Western Conference Champions og klar til at erobre Stanley Cup-trofæet. Endelig.

*

Jannik Hansen fik sin fridag. Om han havde lyst til at rende rundt med armene i vejret i eufori umiddelbart efter kampe? Måske, men danskeren orkede det bare ikke.

– Jeg var træt og drænet. Både fysisk og følelsesmæssigt. I halvanden måned havde jeg ikke tænkt på andet end slutspillet, og vi havde været igennem tre virkelig hårde serier. Vi havde ikke haft eneste fridag.

– Så efter vores finaleplads var sikret, var det bare hjem for at få noget at spise og så i seng bagefter. Så gjaldt det om følge med i, hvem vi skulle møde i finalen, for Boston og Tampa Bay var ikke færdig med deres serie endnu, husker Jannik Hansen.

Da vi møder ham i Rødovre, har han trænet godt tre uger med Mighty Bulls-mandskabet. Han nikker anerkendende til de skøjtefærdigheder og det tempo, han har været udsat for. Hansen peger gerne på sin ishockeyfortid på Vestegnen, når han skal forklare, hvorfor og hvordan han nåede så langt.

– Forældre, ledere og trænere, der har bakket op om os ishockeydrenge, skal have al mulig kredit. Jeg var aldrig nået så langt alene. Der er mennesker, der er stået op klokken syv eller otte om morgenen for at køre os til træning eller tage en lang tur til Sverige. Det betyder ufattelig meget, siger Jannik Hansen.

*

Han ligner en helt almindelig dansk ung mand, som han sidder i loungen. Og så alligevel ikke. De brede træk ved nakke og skulder afslører en ualmindelig veltrænet sportsmand. Det gør ondt at møde Jannik Hansen på en ishockeybane.

Og så er der selvfølgelig muleposen med nummer 36. Den er grøn og signalerer, at Hansen hører til hos Canucks. Med canadisk kæreste og svigerfamilie og syv nordamerikanske år i bagagen, siden han tilbage i 2005/06 debuterede for Portland med en kanonsæson i Western Hockey League, er det klart, at Jannik Hansen har vænnet sig til at være canadier.

– Jo, men det er svært at sige, hvad der lige karakteriserer det at være halvcanadier. Det har vel noget at gøre med måden, man trives på. Men ishockey er en international sport, så inde i omklædningsrummet foregår alt ligesom i resten af verden, siger Jannik Hansen.

Sommerbesøget i Danmark 2011 er præget af større opmærksomhed end tidligere. Flere medier end de sædvanlige har villet tale med slutspilshelten, og Hansen har været centrum for puckdrop og autografskrivning hjemme i Rødovre. Heldigvis har der også været tid til familien, som er det primære, når danskeren holder ferie.

*

Tilbage til det hektiske Stanley Cup-slutspil. Jannik Hansen og Vancouver kæmpede i slutspillets første runde for at bryde en af de forbandelser, som nordamerikanske medier elsker at fokusere på. To år i streg var Canucks blevet slået ud af Chicago Blackhawks, der i sommeren 2010 gik hele vejen og vandt Stanley Cup. Chicago var ved at gøre det igen. Den her sæson tørnede holdene sammen i første runde. Blackhawks vendte 0-3 i kampe til 3-3 og en syvende afgørende kamp.

Den kritiske presse havde godt fat i Vancouver, der i flere sæsoner havde fejlet på trods af, at holdet havde været blandt favoritterne til titlen. Især de svenske Sedin-tvillinger blev udsat for hårdhændet behandling – både af de canadiske journalister, men også af modstanderholdets fans.

Selv om Henrik og Daniel i et halvt årti har hørt til NHL’s bedste spillere, havde de af uransagelige årsager endnu ikke vundet den totale respekt blandt ligaens iagttagere. Måske fordi de er svenskere og langt fra den canadiske ishockeyprototype i deres måde at agere på inde på isen.

Derfor var Alex Burrows’ overtidsmål i den syvende kamp mod Chicago vitalt for Vancouver og selvforståelsen på hele holdet.

– Der er vildt pres på, når man spiller overtid i den syvende kamp. Du håber og drømmer at score det afgørende mål, og samtidig skal du undgå at lave den afgørende fejl.

– Det var en kæmpe forløsning, at vi klarede Chicago, for det hele var skreget op til ”åh nej, nu igen”, og medierne havde dømt os ude. Alt det prøver man bare at distancere sig fra. Vi forsøgte bare at fokusere på at vinde den fjerde kamp, så vi kunne komme videre. Men skulle vi på sommerferie allerede på det tidspunkt, havde det været en skandale og ikke til at bære, siger Jannik Hansen.

*

Godt halvanden måned senere stod Jannik Hansen i den største kamp syv, nogen ishockeyspiller med drøm om NHL og Nordamerika kan forestille sig. Det helt afgørende slag om Stanley Cup-trofæet. Igen var Rogers Arena propfyldt, og omkring 100.000 af Vancouvers indbyggere pakkede gaderne i centrum for at se Canucks og Bruins udkæmpe det afgørende slag om den store bøtte.

– Den lå lige til højrebenet for os. Vi havde overvundet tre rigtig hårde serier op til finalen, og vi havde vundet tre hjemmekampe i finaleserien. Godt nok havde vi også tabt klart i Boston, men vi havde den mentale styrke til at vinde det sidste slag. Sådan fornemmede jeg det i hvert fald, husker Jannik Hansen.

Den syvende og afgørende kamp om Stanley Cup blev en regulær fuser, og for byen Vancouver var 0-4-nederlaget til et veloplagt og suverænt agerende Boston Bruins en kæmpe skuffelse. Efter Bostons 1-0-mål havde gæsterne total kontrol over kampen.

– Normalt er kamp syv altid et brag. Intens og jævnbyrdig, men det niveau nåede vi aldrig den aften. Bruins løb fra os, og vi var aldrig rigtig tæt på. Det var bittert, frustrerende, og man var godt gal i skralden over at være så tæt på at nå målet – uden at vinde Stanley Cup. Forhåbentlig er det ikke noget, man går og tænker på alt for længe, men kampen sidder stadig i baghovedet, siger Jannik Hansen.

– Heldigvis har vi bygget et hold op, der kan nå langt igen. Men husk på, at de 16 hold, der når slutspillet, er usandsynlig jævnbyrdige. Skaderne spiller ind, og rammer et hold dagen i tre-fire kampe, kan det pludselig være helt ligegyldigt, hvordan man er endt i grundspillet.

*

Uanset om Canucks havde vundet eller tabt den syvende kamp, stod en ting fast: Jannik Hansens sæson havde været en succes. Hvis det endelige gennembrud manglede i Hansens NHL-karriere, kom det i 2010/11-udgaven af verdens største ishockeyliga.

Hans popularitet blandt fansene steg proportionelt med Vancouvers succes, og Jannik Hansen er ikke tvivl om, hvorfor hans fremgang har været konstant siden den sensationelle slutspilsdebut tilbage i april 2007, hvor danskeren ganske uventet blev hentet fra Manitoba og AHL og op til Canucks.

– Jeg kan lidt af det hele. Det lige meget, om jeg spiller i højre eller venstre side. Jeg kan udfylde min rolle, uanset hvilken kæde, jeg kommer i. Jeg har vel været den spiller, der har været mest på ”rundgang” på vores hold, vurderer Jannik Hansen.

– Jeg har hele tiden forsøgt at gribe chancen, når jeg har fået den. Så har det måttet briste eller bære. Og det er klart, at mere vil have mere. Man bliver lidt grådig. Først vil man bare spille kampene. Så vil man højere op i hierarkiet. Så vil man gøre forskellen. Det handler om at arbejde og hele tiden tage de små skridt fremad, siger Jannik Hansen.