Tilbageblik: Her er de syv tidligere “kamp seks-finaler”

Siden 2003/04 har dansk ishockey brugt bedst af syv-formatet i slutspillet og syv gange er finaleserien som minimum blevet trukket ud i en sjette kamp.

FACEOFF.dk ridser her op, hvordan det er gået i de foreløbige “kamp seks”-dueller i dansk ishockeys finaler.

Tilbage i 2003/04 husker de fleste formentlig AaB Ishockeys gyldne chance i den syvende kamp, foran 2-0 i Esbjerg kort før tid, Petter Bart Hansens overtidsmål og den historie. Men hvad mange ikke husker er, at AaB’erne i kamp seks næsten var lige så tæt på. Ronny Larsen huskede i et tidligere FACEOFF-interview tilbage på den sjette kamp.

– Det sjove ved hele den finaleserie er, at jeg faktisk var mere ærgerlig efter den sjette kamp om søndagen. Vi spillede søndag eftermiddag hjemme i Aalborg og førte 3-2, indtil der manglede tre minutter.

– Så lukkede vi et mål ind og tabte i overtiden. Jeg var stiktosset den aften og slet ikke til at komme i nærheden af. Vi skulle jo have festet hele natten i Aalborg. På det tidspunkt tror jeg, hele byen var gået amok i glædesrus, hvis vi havde vundet guld.

Det gjorde AaB ikke, og resten er historie…

Året efter 2004/05 havde aalborgenserne også en gylden chance med 2-0 oppe i finaleserien mod Herning. Derefter vandt Blue Fox hele TRE overtidssejre på stribe. I kamp seks havde AaB Ishockey slet ikke mere luft. Herning spadserede sig til en 4-0-sejr og kunne lade sig fejre som mestre i Samsøgade, Aalborg. I øvrigt med en purung Simon Nielsen på mål.

Vi fik også en kamp seks i 2005/06-sæsonen, som var SønderjyskE’s gennembrudsæson. Det blev en påske-eftermiddag som de inkarnerede fans fra Vojens aldrig glemmer. For første gang siden begyndelsen af 80’erne kunne sønderjyderne løfte Prins Henrik Cup efter en 3-0-sejr over et skadesramt AaB-hold med Robert Burakovsky på krykker. Ekstase i Vojens, tårer – igen – i Aalborg.

Derefter havde vi to sæsoner, hvor Herning vandt guld i finaleserier, der kun gik ud i fem kampe. Midtjyderne havde chancen for et hattrick i en dramatisk finaleserie mod SønderjyskE i 2008/09-sæsonen, der blandt andet bød på en maratonkamp og stor fejlkendelse af Asger Krog i overtiden af den femte finale, der kostede Herning sejren.

Det var en de spillemæssigt bedste finaleserier i historien – med flere tidligere Herning-spillere i SønderjyskE-trøjen. En af dem, Andre Signoretti, scorede det sidste mål i tomt bur i 5-3-sejren i den sjette kamp i Vojens. Blikskuret kogte igen og ingen kamp syv i den sæson.

Vi skal frem til 2011/12-sæsonen, som de i Odense husker med både glæde og bitterhed. Bulldogs havde serien og DM-guldet i hånden, men frøs totalt efter en 3-1-føring i serien. På Kvik Hockey Arena – i kamp seks – nøjagtig samme scenarie som i aften – tabte fynboerne 0-3, scorede ikke i seriens tre sidste kampe, og kunne se Herning fejre guldet med en 4-0-sejr i kamp syv.

En af de mest dramatiske afgørelser på en DM-finale fik vi i 2012/13, da Tyler Gotto efter 76 minutters scorede det afgørende mål for SønderjyskE i den syvende finale i Frederikshavn. Forinden var gået en intens, hårdtspillet og tough finaleserie med lutter hjemmesejre. I kamp seks havde Frederikshavn chancen for at vinde guld i SE Arena, men tabte 2-5 og derefter mesterskabet.

Året efter, 2013/14 var SønderjyskE på besøg i Herning til den sjette finalekamp som storfavorit mod et skadesplaget Herning-hold. Med Anders Poulsen som suveræn motor lykkedes det dog for herningenserne at vinde 4-1 og tvinge finaleserien ud i den syvende kamp. I en udsolgt SE Arena vandt sønderjyderne derefter mesterskabet i den syvende kamp.