Tidligere tredjevalg i draften vil trades

Stortalentet Jonathan Drouin vil væk fra Tampa Bay Lightning. Canadieren, der blev taget som nummer tre i NHL-draften i 2013, har bedt om at blive tradet.

20-årige Drouin, som i sin juniortid nåede at spille sammen med Nikolaj Ehlers i Halifax Mooseheads, er ikke tilfreds med sin rolle i Tampa Bay Lightning. Derfor lod den unge forwards agent, Allan Walsh, i november klubben vide, at Jonathan Drouin ønskede at blive tradet. Det fortæller TSN’s altid velunderrettede reporter Bob McKenzie.

– På vegne af Jonathan Drouin bad jeg formelt Tampa Bay Lightning om et trade tilbage i november. Vi har ikke sagt noget om denne uholdbare situation før i dag. Det er i alles interesse, at Jonathan får lov til at komme videre og spille ishockey, siger Allan Walsh ifølge Bob McKenzie.

Jonathan Drouin har i denne sæson fået 19 NHL-kampe for Lightning. Her har canadieren lavet to mål og seks assists, men det helt store NHL-gennembrud lader stadig vente på sig for det tidligere tredjevalg i draften, som lavede et hav af point i sin tid som juniorspiller.

– Lad os være ærlige. Jonathan elsker at spille for fansene i Tampa, han er glad for sine holdkammerater, og mange folk omkring klubben har behandlet ham godt. Det var han oprigtige intention at spille i Tampa i mange år, siger agenten.

Lightning sendte forleden dag Drouin ned på klubbens farmerhold i AHL. Her forventes han at spille en del kampe i den kommende tid. Finder han melodien, kan det være, at han finder vej tilbage til Lightnings NHL-hold, men med trade-ønsket in mente er det også muligt, at canadieren ikke er Tampa Bay-spiller ret meget længere.