Tidligere SønderjyskE-spiller rykker fra Tyskland til England

Canadiske Jordan Owens var en af profilerne på holdet, da han i 2012/13-sæsonen tørnede ud for SønderjyskE. Siden gik turen videre til nordamerikansk, italiensk og tysk ishockey, og nu skal den 32-årige forward prøve kræfter med en ny liga.

Jordan Owens har skrevet kontrakt med engelske Sheffield Steelers, som skal forsøge at rette op på finalenederlaget i den forgangne EIHL-sæson. Det skal den tidligere Metal Liga-spiller hjælpe til med.

– Jeg synes, vi har hentet en godt skøjtende og hårdtarbejdende forward, som vil komme til at spille i en af vores topkæder. Han jagter pucken godt og skaber sine offensive aktioner på den måde. Vi har fået endnu en spiller, som er intelligent uden pucken. Han er en 30 points-spiller i DEL, som vil kunne spille i alle situationer for os, siger Sheffield-træner Paul Thompson, som tidligere har trænet Aalborg Pirates.

Jordan Owens har i de seneste tre sæsoner spillet for Fischtown Pinguins, som i 2016/17-sæsonen kom med i DEL. Her har canadieren i de to forgangne sæsoner noteret sig for henholdsvis 27 og 29 point.

Dermed er der lagt op til, at Owens skal være en profil i Sheffield, hvor en anden tidligere SønderjyskE-spiller, backen David Phillips, også er på holdkortet.