Tidligere SønderjyskE-spiller kan blive head coach i NHL

Foto: Michael Miller

Den tidligere amerikanske NHL-back Todd Reirden, som afsluttede sin karriere med en bronzemedalje om halsen i Vojens Skøjtehal, bliver nævnt som en kandidat til de ledige cheftrænerjobs i NHL.

44-årige Reirden har gjort lynkarriere som træner, siden han i 2007 indstillede sin aktive karriere. Den 196 centimeter høje amerikaner, som en del danske ishockeytilskuere nok vil huske for hans 35 kampe i SønderjyskE-trøjen i 2006/07-sæsonen, kan nu tage endnu et skridt op ad rangstigen og sikre sig et af de eftertragtede jobs som head coach i en NHL-klub.

Nyhedsbureauet Associated Press har sat fokus på 44-årige Reirden, som blandt andet kan være joker til at overtage de ledige trænerjobs i enten Anaheim Ducks eller Calgary Flames. Reirden blev forbigået, da Minnesota Wild og Ottawa Senators hyrede nye cheftrænere, men den tidligere SønderjyskE-spiller bliver anset for at være et af de mest spændende trænernavne i Nordamerika.

Todd Reirden har i de seneste to sæsoner været assistenttræner for Barry Trotz i Washington Capitals. Her har han i denne sæson gjort holdets powerplay til NHL’s femtebedste og han fik holdets defensiv til at storspille, selvom flere stærke Capitals-backer var ude med skader.

Tidligere har Todd Reirden været assistenttræner i Pittsburgh Penguins i fire sæsoner, og klubbens daværende head coach, Dan Bylsma, som nu er træner i Buffalo Sabres, deler gerne ros ud til sin tidligere kollega.

– Jeg synes, han er en af de trænere i sporten, som er bedst til at lære fra sig. Han er blandt de absolut bedste til at relatere til spillerne, lære fra sig og give spillerne muligheden for at blive bedre, siger Dan Bylsma til Associated Press.

Todd Reirden bliver også rost af flere af de backer, han har trænet i sin tid som assistenttræner i NHL. Pittsburgh Penguins’ backprofil Kris Letang siger, at han forbedrede sig meget under Reirdens ledelse, og Matt Niskanen, der har haft Reirden som træner i både Pittsburgh og Washington, er imponeret over den tidligere SønderjyskE-spillers evner.

– Han lægger meget vægt på vanerne og er konsistent i sin tilgang til, hvordan han ønsker, at spillet skal spilles, og hvad han vil have dig til at gøre. Han kommunikerer konstant. Det er han rigtigt god til, siger Matt Niskanen.

Todd Reirden sammenlignes af mange med den nuværende New Jersey Devils-træner John Hynes, som også har ansvaret for det amerikanske landshold under årets VM i Rusland. 41-årige Hynes har også været igennem trænerskolen i Pittsburgh Penguins og fik før denne sæson sit første job som head coach i NHL.

Det ligger nu i kortene, at et cheftrænerjob kan være næste skridt for Todd Reirden. Selvom amerikaneren, som selv spillede 183 NHL-kampe, er glad for at være i Washington som assistent, så er han klar til at gribe chancen for at blive head coach i NHL, hvis den byder sig.

– Det er helt sikkert det ultimative mål, ligesom det var for mig som spiller at komme til at spille i NHL. Det er altid et mål for mig som træner, at nå toppunktet eller det højeste inden for din profession, siger Todd Reirden.