Tidligere NHL-spiller lever på gaden

I de seneste år er en række triste historier om tidligere NHL-spillere, der har oplevet alvorlige konsekvenser af at spille ishockey på højeste plan, kommet frem i lyset.

Flere spillere – særligt dem, som agerede enforcers og deltog i et hav af slagsmål på isen i løbet af deres karriere – har været hårdt ramt. Psykiske kvaler, misbrugsproblemer og alvorlig hovedpine er blandt de følgevirkninger, nogle tidligere NHL-spillere må leve med.

Endnu en eks-NHL’er har nu ramt overskrifterne på en trist baggrund. Den tidligere Washington Capitals-spiller Stephen Peats far fortæller til canadiske CBC News, at hans søn er alvorligt syg, lever på gaden og risikerer at dø, hvis ikke han får hjælp.

– Jeg hørte fra en bekendt, at Stephen var blevet set i Langley (by i den canadiske stat British Columbia red.). Han gik rundt indsmurt i blod og med hænderne nede om anklerne. Jeg tænkte: “Hold nu kæft. Enten har han fået tæsk eller også er han tæt på at være død.” Det gav mig en klump i maven. Jeg ved, at dette mareridt ender på en eller anden måde. Enten får han hjælp og ellers dør han, siger Walter Peat om sin søns deroute.

Walter Peat fik for nylig et tilhold mod sin søn, så Stephen Peat ikke længere må opsøge sin far. Den tidligere NHL-spillers far mener, at Stephen Peat har ændret personlighed, og at han er farlig for sine omgivelser, fordi han lider af konstant hovedpine, er på stoffer og er voldelig.

De bekymrende meldinger om Stephen Peats tilstand får Walter Peat til at efterlyse hjælp fra juniorligaen WHL og NHL – de to ligaer, Stephen Peat spillede størstedelen af sine kampe i.

– NHL bliver bare ved med at tage, tage og tage. Når du har en spiller, som var en af dine ansatte, så kunne man forvente, at de ville stå klar med det samme og sige: “Hvad har du brug for?”, siger Walter Peat til CBC.

NHL har ikke ønsket at kommentere Walter Peats udtalelser.

Den nu 37-årige Stephen Peat spillede i NHL for Washington Capitals fra 2001/02-sæsonen og fem sæsoner frem. Han fik i alt 130 kampe og lavede ti point i ligaen, hvor han blev noteret for 234 udvisningsminutter.