Tidligere NHL-profil stopper: Vil være manager

Foto: Bridget Samuels

Den mangeårige russiske NHL-målmand Nikolai Khabibulin har snøret skøjterne for sidste gang. Den tidligere Stanley Cup-vinder, som har været klubløs siden 2014, har valgt at indstille sin karriere.

Nikolai Khabibulin nåede i alt at spille 799 NHL-kampe for Winnipeg Jets, Phoenix Coyotes, Tampa Bay Lightning, Chicago Blackhawks og Edmonton Oilers. Han sluttede karrieren i Chicago, som han spillede fire kampe for i 2013/14-sæsonen.

– Jeg kan officielt meddele, at jeg har fuldført min karriere som ishockeyspiller. I løbet af årene har jeg fået masser af erfaring, og den vil jeg gerne bruge til at give noget tilbage til sporten. For eksempel som manager for en klub i KHL, siger Nikolai Khabibulin ifølge det russiske medie R-Sport.

Nikolai Khabibulin oplevede sin største NHL-triumf i 2004, hvor han spillede en nøglerolle på det Tampa Bay Lightning-hold, som vandt Stanley Cup-trofæet. På det russiske landshold fejrede den stærke målmand også flere store sejre. Han vandt OL-guld med SNG, som bestod af en række stater fra det opløste Sovjetunionen, i 1992 og OL-bronze med Rusland i 2002, hvor Khabibulin blev kåret til turneringens bedste målmand.