Tidligere NHL-målmænd: Canadier er ligaens bedste målmand

Foto: Bridget Samuels

Et panel bestående af ti tidligere NHL-målmænd er ikke i tvivl: Montreal Canadiens har NHL’s bedste målmand. De tidligere NHL-målmænd har kåret Carey Price til ligaens bedste spiller på positionen, hvor danske Frederik Andersen også vurderes ganske højt.

Ishockeymagasinet The Hockey News har bedt ti målmænd med en fortid i NHL om at rangere NHL’s 30 startende målmænd, samt de ti stærkeste andenmålmænd. De 40 målmænd er blevet vurderet ud fra fem kriterier – deres målmandsintelligens, deres atletiske evner, deres puckhåndtering, deres evne til at vinde afgørende kampe og deres holdbarhed.

Målmændene kan score op til ti point i hver kategori, og det gør listens topscorer næsten. De ti målmænd vurderer Montreals Carey Price som ligaens bedste målmænd. Den canadiske stjerne, som har døjet med skader i store dele af denne sæson, scorer i gennemsnit 8,80 point, hvilket sikrer ham en overlegen førsteplads.

Andenpladsen går til finske Pekka Rinne fra Nashville Predators med 8,24 point, mens amerikanske Jonathan Quick vurderes til at være NHL’s tredjebedste målmand med en rating på 8,21 point. Henrik Lundqvist fra New York Rangers og Washington Capitals’ Braden Holtby tager de sidste pladser på listens top fem.

Danske Frederik Andersen er også med på listen over NHL’s 40 bedste målmænd, hvor The Hockey News af uforklarlige årsager ikke har John Gibson, som i øjeblikket står foran Andersen i målmandskøen hos Anaheim Ducks, med.

De tidligere NHL-målmænd giver Frederik Andersen en rating på 6,77 point, og det placerer den 26-årige dansker på listens 21. plads. Dermed vurderes Andersen til at være bedre end folk som Cam Ward, Craig Anderson, Jimmy Howard og Jaroslav Halak.

Hele listen kan ses her.